Lyt til prædikenen

Lukasevangeliet 1,67-80

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.  

Solopgangen fra det høje

Johannes døberens far, Zakarias priser her Gud for at stå bag en enestående og banebrydende begivenhed i sit folks historie. Det er en begivenhed der ikke kun har betydning for Israelitterne, men som kommer til at forandre selve tilværelsens grundvilkår for alle mennesker i hele verden. Det der skal ske, er at et helt særligt barn kommer til verden. Dette barn er Jesus, Guds søn, og det er netop fordi han er Guds søn, at hans fødsel får betydning for alle mennesker i.

Det at et barn kommer til verden, er i sig selv en fantastisk begivenhed, der almindeligvis også fører en stor forandring med sig. Denne forandring gælder dog ikke for hele verden, men primært for forældrene, i deres liv og hverdag. Tiden må nu prioriteres anderledes end den blev før, fordi man nu har et ansvar for et lille barn, og man beskæftiger sig med nogle andre ting end man gjorde før. Bleer og babymad bliver en vigtig post på budgettet og ofte vil man gerne fortælle ens venner og kollegaer om hvad ens barn nu har udrettet. ”Ved hvad min søn har lært?” eller ”Nu skal du høre hvad min datter sagde i dag?” kan være kan være indledningen når man skal fortælle noget.

Denne markante ændring af fokus og interesser i to menneskers liv, skyldes at det er en vild ting at blive forældre. Man bliver vidne til, at et nyt liv som er forbundet med en selv, tager sin begyndelse. Og man kan følge barnets udvikling på allertætteste hold, samtidig med at man som forældre står med det meget store og vigtige ansvar, som det er at skulle hjælpe sit barn godt på vej i denne verden. Det er et ansvar som kræver ens fulde opmærksomhed. Derfor er der egentlig ikke noget at sige til, hvis forældre er optaget af deres børn, og bruger enhver lejlighed til at tale om dem.

Og hvis det normalt er vildt at blive forældre, ja så er Zakarias og Elisabeths vej til at blive forældre, bare endnu vildere. De var begge højt oppe i årene, da en engel viste sig for Zakarias og fortalte ham at de skulle have en søn som de skulle kalde Johannes. Og hvis denne besked ikke var chokerende nok for Zakarias, fik han ovenikøbet også at vide at Johannes skulle spille en vigtig rolle i Guds store plan om at frelse verden ved at sende sin søn til os. Dette budskab var forståeligt nok overvældende for Zakarias, derfor er det egentligt også forståeligt, at hans svar til englen var: Passer det virkeligt? Hvordan kan jeg vide at det er sandt? Men denne skepsis faldt ikke i god jord hos Gabriel, så derfor fortalte han Zakarias, at han skulle være stum indtil Johannes, blev født. Det er det der er sket nu, så derfor har Zakarias nu endelig fået evnen til at tale tilbage.

Der er derfor ikke noget at sige til hvis Zakarias i denne følelsesladede situation, vælger at bruge sin genvundne evne til at tale, til at fortælle vidt og bredt om sin søn, og om det fantastiske mirakel det er, at han og Elisabeth er blevet forældre i en fremskreden alder. Og Zakarias taler da også om sin søn. Han fortæller at Johannes skal kaldes den højestes profet og at han skal gå foran Herren og bane hans veje. Det er en særdeles vigtig opgave der venter Johannes, men netop det, at han skal være den højestes profet, betyder jo at den højeste er på vej, nemlig Hans søn, Jesus. Og det at Gud sender sin søn til verden, er så stort for Zakarias, at hans profeti kommer til at handle mere om Gud og om Jesus, end om hans søn Johannes. Zakarias priser Gud for det fantastiske som Han vil lade ske. Zakarias fokus på hvad Gud har gjort, skyldes ikke at han ikke er glad for sin søn, som var en overraskende velsignelse i hans og Elisabeths liv, men at Jesu fødsel er det største og det bedste der nogen sinde er sket for os mennesker. Gud har besøgt og forløst sit folk, og oprettet frelsens horn. På brændofferalteret i det gamle testamente var der fire horn på alteret, og i 1. konge bog, kan vi læse om hvordan Kong Salomos bror Adonija frygtede for sit liv og søgte tilflugt ved at gribe fast i alteret horn. Denne berøring med alterets horn gav ham et fristed. Gennem Jesus har Gud oprettet et frelsens horn for os, som vi kan søge vores tilflugt ved.  Derfor kan Zakarias ikke gøre andet end at lovprise Gud, og glæde sig over sin søns rolle i det hele.

Zakarias beskriver det der sker når Gud sender sin søn til vores verden, virkeligt smukt og poetisk med udtrykket om, at solopgangen fra det høje vil besøge os. En solopgang er både smuk og utrolig stemningsskabende, samtidig med at den besidder en enorm kraft. Denne kraft kommer til udtryk, ved at solopgangen bogstaveligt talt forandrer nat til dag. Denne kombination af det smukke og det kraftfulde, er årsagen til at digtere ligesom Zakarias ofte gør brug af sol og lys i deres digte og sange.

Vi oplever virkningen af solopgangens kraft hver eneste dag, også selvom vi ikke altid er oppe tidligt nok til at være til stede når den kommer til os. Inden den kommer er det nat, hvor mørket råder. Her er det er svært for os at orientere os og se hvad der er omkring os, hvis ikke månen og stjernerne, eller kunstigt lys hjælper os. Det meste af verden ligger stille og mange af os hviler for at få kræfter til den nye dag. Men når solen står op, sker den store forandring. Lyset viser os verden omkring os, solens første stråler rammer os og glæder os, og giver os mod til at gå i gang med en ny dag, og verden vågner og fuglene synger. Alt dette er resultatet af solopgangen og solens tilstedeværelse hos os.

Solopgangen fra det høje, som Zakarias taler om, er mange gange mere kraftfuld, end den solopgang der sætter vores dag i gang. Solopgangen fra det høje er Jesu fødsel. Det er gennem ham at Guds lys kommer ind i vores verden. Jesu tilstedeværelse i vores verden betyder at Guds rige og Guds verden møder vores verden. Han bringer forandring med sig for alle der lever i denne verden, fordi vi nu kan opleve Guds lys. Gennem Jesus møder vi den almægtige Gud, så vi kan leve vores liv under hans kærlighed og omsorg i troen på ham, så vi kan finde den hvile som vi kun finder hos ham. Det er det der sker når Gud lader sin sol stå op for os.

Når natten er mørk, skyldes det at solen ikke er til stede. Mørket er fravær af lyset, derfor er det mørket der råder om natten, når solen ikke er til stede. Det samme er tilfældet for os i forhold til Gud. Uden ham er vi overladt til mørket. Vi må selv finde rundt i hvad der er op og ned, men det kan vi ikke, fordi vi ikke har alle brikkerne til vores puslespil. Vi kan ikke få vores verden til at gå op uden Gud, fordi han er en grundlæggende og nødvendig del af vores virkelighed. Gennem Jesus får vi ny viden om Gud og Guds rige. Det som Jesus viser os, er ikke noget som vi selv kan finde frem til gennem vores sunde fornuft. Jesus er ikke et naturligt lys som vi kan finde i os selv. Han er Guds åbenbaring for os, han viser os Guds kærlighed og visdom. Og han gør mere end det, han giver os en relation til Gud.

Det kan være opmuntrende for os at tale om lyset, ligesom vi her i vinterens kulde og mørke kan få lyst til at drømme os tilbage til sommerens sol og strand. Men selvom vi drømmer os tilbage til sommeren, er det stadig vinteren der er vores virkelighed. Det bliver ikke lyst af at vi taler om lyset, det er først når solen er her, at vi har gavn af dens virkning. Med Jesus kommer Guds lys til os, og vi mærker dets virkning. Med ham ser vi vores liv i et nyt lys. Et lys der giver os klarhed og håb. Når hans stråler rammer os, giver de os liv og den nye dag tager sin begyndelse. I ham var liv, og livet var menneskers lys.

Det som sagt er det langt fra hver gang, at vi er til stede når solen står op, men alligevel har dens tilstedeværelse en stor betydning for vores dag. Når vi vågner og beslutter os for at stå ud af sengen, kan vi stadig stå op til en ny dag, vi kan glæde os over fuglenes sang og vi kan lade os varme af solens stråler og udføre den opgave som dagen byder på. Resultatet af solopgangen er stadigvæk fuldt ud til stede og den har en afgørende betydning for os. Det samme er til fældet i forhold til solopgangen fra det høje. Vi levede ikke på Zakarias tid, så derfor kunne vi ikke dele hans længsel om at Gud skulle gribe ind og forløse sit folk. Vi var heller ikke til stede i stalden i Betlehem, da Jesus blev født. Alligevel kan vi leve vores liv fuldt ud i resultatet er Jesus fødsel. For, fordi Gud lod solopgangen fra det høje kom til vores verden, kan han også komme helt ind i vores liv, så vi kan leve i hans lys. Herren har besøgt og forløst sit folk, det folk som vi også kan være en del af.

Derfor skal vi bruge adventstiden til at minde hinanden om hvad Jesu fødsel indebærer, og hvor stor betydning den har for os. Så vi bliver fyldt af forventning og glæder os til endnu engang at fejre jul, den dag hvor Gud tændte sit lys i vores mørke.

Amen