Lyt til prædikenen

Markusevangeliet 2,1-12

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«  

Vi skal ikke gå alene

For nyligt læste jeg i en bog, at sangen ”My Way” på daværende tidspunkt i England, var kommet øverst på listen over sange der blev brugt i forbindelse med bisættelser og begravelser. Det er også en fin sang, og der er meget godt at sige om at stå ved sit livs forløb, ved at sige at der måske nogle ting jeg har fortrudt, men det var sådan det endte med at forløbe, og sådan er dét. Det var sådan jeg gjorde det. Men samtidigt er valget af sang måske også et udtryk for en kultur, hvor vi har et stort fokus på det personlige valg, og hvor vi kan være så bange for at vælge forkert, at det får os til lidt trodsigt at vælge at sige ”jeg gjorde det på min måde, og sådan er det”.

Men ofte er det jo sådan, at vi ikke går vores livsvandring alene, men sammen med andre. Hvis ”My Way” bliver spillet til sidst, sidder der ofte familie og venner, fyldt med minder og oplevelser som de har haft sammen med vedkommende. Derfor opstår der en form for pudsig modsigelse, for samtidig med at de bevidner at vedkommende gik sine egne veje og gjorde det på sin måde, vidner deres tilstedeværelse om at de har været med en del af vejen og er vidner til den.

Og sagen er at vi ofte vandrer vores livsvandring i fællesskab med andre. Når vi bliver født og det hele begynder, har vi brug for nogle til at hjælpe os i gang med livet. Vi har brug for at vores forældre bærer os og tager sig af os, at de giver os det som vi har brug for. Vi har brug for at de lærer os hvordan man gør alle de forskellige ting som man skal kunne her i livet, og viser os hvordan man skal agere i fællesskabet med andre. I skolen bliver vi fælles med vores klassekammerater i den udvikling og læringsproces, som vi skal gennemgå. Senere i livet kan vi også slå følgeskab med andre, f.eks. på grund af fælles interesse, eller fordi vi brug for hjælp, eller på grund af kærligheden.

Her i vores prædiketekst, er det også den fælles vandring der er i højsædet. Her møder vi en mand, for hvem det er meget tydeligt, at han har brug for andre. Han er lam, og kan ikke komme rundt, hvis ikke der er nogen der hjælper ham. Men heldigvis er der fire mænd omkring ham, som gerne vil hjælpe ham. De vælger at bære ham hen til Jesus, fordi de mener at det er hos ham, at manden kan få den bedste hjælp. Vi befinder os her kun i det andet kapitel i Markusevangeliet, men allerede i det første kapitel kan vi læse om at Jesus kommer til Kapernaum og helbreder en mand. I mellemtiden har Jesus været i nogle andre byer, og er nu vendt tilbage til Kapernaum. Derfor er det en historie med Jesus i byen, og på baggrund af det som han tidligere har gjort, kommer mændene åbenbart til den konklusion, at Jesus kan hjælpe denne mand.

Og det viser sig, at det er nogle særdeles gode hjælpere som han har fået, fordi de er virkelig stålsatte i deres indsats for at få den lamme hen til Jesus. Da der opstår en akut forhindring fordi det viser sig, at der er mange andre mennesker der har fået de samme forventninger til Jesus, og at der derfor er totalt proppet med mennesker foran huset, så det er umuligt for dem at komme ind til Jesus, tænker de kreativt, og går op på taget og laver et hul, som de kan fire ham ned gennem, så det lykkes dem at få anbragt manden foran Jesus.

På trods af deres målrettethed og ihærdighed, ender deres hjælp i forhold til manden her. Vi hører ikke om, at de kommer med ned til Jesus, og hvis de gjorde, kunne de ikke møde Jesus for ham. De har båret ham hen til Jesus, og nu er resten ude af deres hænder, for mødet med Jesus er et personligt møde, et møde mellem den lamme mand og ham. Lige på nær i en henseende, for det er deres indsats der får Jesus til at hjælpe manden. Og hvad gør han så? På baggrund af det som han før har gjort i byen, er der ingen tvivl om hvad de forventer af ham. Han skal gøre manden rask, så han kan komme til at gå. Men det er ikke det der sker. I stedet tilgiver han manden de synder han har gjort. Det er de ting vi gør, som kommer mellem os mennesker og mellem os og Gud, og som kan vokse mere og mere og blive en byrde der ødelægger vores relation til hinanden, så afstanden mellem os kun bliver større og større.

Men hvorfor er det det som Jesus gør? Hvorfor lever han ikke op til folks forventninger og giver dem det som de vil have ved at gøre manden rask? Jo, fordi manden havde et behov der var større end at kunne gå igen, nemlig det at blive tilgivet og få taget denne byrde af sine skuldre. Mødet med Jesus gjorde at manden kunne bede Jesus om hjælp, også uden at vi hører at han siger et ord. Gud kan også høre de bønner der ikke bliver formfuldendt formuleret, han kan også høre de ordløse bønner. Jesus, kan gennem mødet med den lamme mand, se hans behov, og give ham det som han har brug for. Og dermed bliver det tydeligt, at Jesus, at menneskesønnen har myndighed, at han er Guds søn.

Mændene her kan være vores forbilleder i forhold til at få os til ikke bare at gå vores egne veje, men at søge fællesskabet og være villige til at bære dem der har brug for vores hjælp. Deres forbillede kan også give os bevidsthed om, at vi også selv har brug for andres hjælp, og indimellem også har brug for at andre vil give os en hjælpende hånd og bære os.

Vi har her ved Gudstjenesten barnedåb, hvor et barn bliver båret frem til døbefonten på Guds løfter. Når et barn kommer til verden, er det som sagt forældrenes opgave at tage sig af deres barn, give det det som det har brug for, udruste det til dets livsvandring. Men samtidig, er det også med bevidstheden om at der vil komme en dag, hvor forældrene må træde et skridt tilbage og lade barnet træffe sine egne valg, og gå sine egne veje, som forældre kan man vejlede og udruste så godt som muligt, men man kan ikke gå vejen i stedet for sit barn. Det er det vilkår der ligger i forældreopgaven.

Men dermed lad det ikke dermed være sagt, at vi må gå alene gennem livet, for vi kan have Gud med på vores vandring, også der vor andre ikke kan være med, der er Hans løfte til os. I de sidste vers af Mattæusevangeliet, hvor Jesus befaler sine disciple, at gøre folkeslagene til hans disciple ved at døbe og ved at lære dem alt det som de har lært af Jesus, er de sidste ord han siger, ordene: Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Disciplene skulle ikke gå alene, fordi han ville være med dem, og det samme gælder for os. Disciplene gjorde det som Jesus havde sagt at de skulle gøre, de gik ud og døbte og fortalte om ham. Derfor blev den kristne kirke grundlagt og udbredt, og for over 500 år siden blev der bygget en kirke her i Herlev, hvor vi også har en døbefont. Derfor kan vi også i dag her ved Gudstjenesten bære et barn frem til dåben. Og det er en fantastisk gave at kunne give sit barn.

For gennem dåben bliver vi også del af et fællesskab, nemlig fællesskabet med Gud. Her bliver vi hans børn, og derfor bliver Han en del af vores liv, og vil være med på vores livsvandring. Vi får som manden i prædiketeksten en helt ny dimension ind i vores liv. Det kan ske fordi Jesus er Kristus og har myndighed til at tilgive synder, så vi får fællesskab med Gud.

Så vi må meget gerne stå ved de valg vi træffer i vores liv, og de veje som vi vælger at gå. Men vi behøver ikke gå alene. Ved at vandre sammen med de mennesker som vi møder på vores vej, kan vi være en hjælp og en opmuntring for hinanden, der kan gøre vejen lettere at gå, når den bliver besværlig for os. Og fordi Gud gennem sin søn Jesus kommet til os, kan vi også vandre sammen med Ham, under hans kærlighed og omsorg. Det er det opløftende budskab, som vi kan få lov til at tage med os i dag.

Amen