Lyt til prædikenen

Johannesevangeliet 14,22-31

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«

Alle kan være med

I sidste uge, stiftede jeg bekendtskab med et for mig nyt begreb, nemlig begrebet privilegieskam. Det blev præsenteret i forbindelse med at en minister fortalte, at han på morgner hvor han havde et tæt program, og skulle aflevere sit barn i vuggestue på vej til arbejde, kunne finde på, at få chaufføren til at parkere ministerbilen lidt på afstand af vuggestuen, for ikke at vække opsigt. Han havde ikke noget problem med ministerbilen i sig selv, fordi han anså den for at være et godt og relevant arbejdsredskab i hans arbejde som minister, men han var altså alligevel ikke helt tilpas ved at vise den frem i sit nærmiljø, fordi store biler med chauffør ikke var det som man vart vant til at se dér.

Egentligt bør det være helt naturligt og helt på sin plads, at glæde sig over de privilegier og muligheder, som man er velsignet med i sit liv, og det vil også være fjollet, hvis man ikke benytter sig af de redskaber som man fået stillet til rådighed for at kunne udføre sit arbejde på den mest effektive måde. Men alligevel er det meget nærliggende, at få den tanke, om det overhovedet rimeligt, at jeg har de muligheder som jeg nu engang har, når mennesker omkring mig, eller andre steder i verden kun kan drømme om, at kunne gøre det som jeg kan? Det er det disciplen Judas gør her gennem sit spørgsmål til Jesus, om hvorfor han giver sig til kende for dem og ikke for verden. Hans tanke er formentlig den, at det er så fantastisk, at de har fået lov til at kende Jesus, så alle andre også bør få denne mulighed, også selvom de ikke er Jøder, eller var så heldige at møde Jesus på det rigtige tidspunkt.

Jesus svarer ham ved at vise, hvem det er som han viser sig for. Det er den der elsker ham, som derfor vil holde fast i hans ord. Det sprængende punkt, er altså ikke om Jesus viser os noget der er fantastisk nok, til at vi ikke kan lade være med at tro på ham, men at vi elsker ham og derfor holder fast i det som han siger. Og når vi gør det, vil vi opleve, at der virkelig sker noget stort. For når Jesus taler til os, er det ikke kun ham der taler til os, men Gud selv, fordi vi møder Gud gennem Jesus. Gud kommer til at bo i os, og derigennem kommer Guds kærlighed og omsorg ind i vores liv. Derfor kan han tale til os, vejlede os, og hjælpe os, så vores liv får en helt ny dimension. Det er forskellen på om man befinder sig i skaren, eller er en discipel. Dem i skaren havde hørt om Jesus, og ville derfor gerne se ham. Nogle var positive, andre var ville sætte ham på prøve. De ville se tegn og beviser. Måske var de heldige at være der i rette øjeblik hvor Jesus gjorde et stort under, men måske blev de skuffet, fordi de kom for sent, eller ikke kunne se noget hvor de stod. Men disciplene var på den anden side sammen med Jesus hele tiden, så de kendte hans stemme, hørte hans vejledning og var vidner til alt det som Jesus gjorde. Derfor er der ikke noget at sige til, at Judas tænker, at det skal alle andre da også få lov til at opleve, så det ikke kun er dem der er så heldige

Og her er det, at pinsens budskab, er et kærkomment budskab for os. For efter pinse, er det ikke kun disciplene der kan elske Jesus og holde fast ved hans ord, det kan alle vi andre også. Det varsler Jesus her ved at tale om Helligånden. For Helligånden skal ikke bare minde disciplene om alt det som Jesus har sagt til dem. Den udruster dem også, så de får de redskaber der skal til for at de kan fortælle alle mennesker om ham og gøre folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem, den opgave som Jesus selv gav dem.  Derfor kan dem der var udenfor, og ikke havde del i privilegierne, nu også få mulighed for at komme tæt på og møde Guds kærlighed. Det er denne mission der tager sin begyndelse i dag pinsedag, ved Helligåndens komme over disciplene.

Hvad er det så Helligånden gør?

Jo, det første vi hører, er at den giver sprog. Den sørgede for at disciplene, kunne forstås af alle de mennesker der kom fra mange forskellige steder. Derfor kunne vi også før, på forskellige sprog, høre budskabet om, at Gud af kærlighed til verden gav sin søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt. Det blev Pinse, for at det ikke kun skulle være en lille udvalgt skare, der skulle møde Guds kærlighed gennem Jesus, og sproget kan gøre budskabet forståeligt for mennesker der før var fremmed for det.  Sproget bevirker, at vi kan forstå og kommunikere med hinanden. Det knytter os sammen, mens vi oplever en afstand mellem os, når vi mangler det. Hvis vi er sammen med nogle der taler et andet sprog end os, bliver vi let usikre. Hvis de andre lige pludselig begynder at grine, er det nærliggende at tænke at de måske griner af mig? Den manglende forståelse skaber afstand. Og hvis der er mange mennesker der taler forskellige sprog samlet på et sted, er den nærliggende opgave, at man må forsøge at finde en eller anden fælles referenceramme, som man kan kommunikere gennem. Vi opdager hvor vigtigt sproget er for os, når vi mangler det. Derfor viser Helligånden os Pinsedag, hvor vigtigt det er for Gud, at han budskab når ud i hele verden, ved at give disciplene sprog til at forkynde det.

Samtidig kan den store sproglige variation, også vise os Guds storhed og magt gennem den mangfoldighed, som hans kirke rummer. Det at høre et kerneskriftsted fra bibelen om Guds kærlighed til os, blive læst op på mange forskellige sprog, kan åbne vores øjne for dette. Guds fantastiske evangelie, er ikke kun givet til os her i Herlev kirke. Det er ikke kun givet til vores kirke, og i vores kultur. Også på sprog som vi ikke kender, i lande som vi aldrig har været i og som vi ikke kan placere præcist på verdenskortet, bekendes Jesus som Herre. Det viser os den mangfoldighed som Gud rummer. Han rummer os, og han rummer også dem der er helt anderledes end os.

Pinsedag handler derfor både om enhed og mangfoldighed. Enheden består i, at vi er ét i Kristus. Alle de mennesker der ud over hele verden, tror på Jesus er blevet Guds børn, og derfor er vi brødre og søstre. Derfor er vi knyttet sammen, og derfor skal vi have omsorg for hinanden. Men netop fordi kirken rummer en mangfoldighed og en forskellighed, kan vi også supplere hinanden, lære af hinanden og inspirere hinanden. Det at Gud også rummer forskelligheden er kirkens styrke. Derfor er der brug for og plads til os alle sammen.

Og endelig er Helligånden mere end en kommunikationsrådgiver, der lærer os det sprog og de redskaber, som vi har brug for, for at kommunikere budskabet ud. For bag alt dette er der et budskab, som vi har brug for at modtage: at Gud elskede verden, og gav os sin søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er denne søn, Jesus som Helligånden viser verden. Helligånden åbner budskabet om Jesus for os, så vi lærer ham at kende og kommer til tro på ham. Den viser os hen til ham. Det er derfor Pinsedag også kaldes kirkens fødselsdag. Den gav dem der var hedninger og som var fremmede for Jesus, og som ikke kendte ham, troen på ham. Og den har arbejdet videre indtil i dag, så Kristi kirke er vokset og er udbredt over hele verden, så vi også i dag kan samles i Herlev kirke, og høre om Jesus, og blive styrket i troen på ham. Alt sammen fordi Gud lod det blive Pinse og sendte sin Helligånd til os.

Helligånden, som kom til os Pinsedag, fjerner vores privilegieskam. Vi skal ikke nedtone, at vi tror på Jesus, fordi vi derigennem har fået nogle muligheder som de andre ikke har. For på grund af Pinsedag, har vi alle sammen mulighed for at tro på Jesus. Helligånden hjælper os til at give dette budskab videre, og den hjælper mennesker til at tro på det.

Det volder alt den Ånd, som daler,

det virker alt den Ånd, som taler,

ej af sig selv, men os til trøst

af kærlighed med sandheds røst,

i Ordets navn, som her blev kød

og fór til Himmels hvid og rød.

Amen