Lyt til prædikenen

Markusevangeliet 16,14-20

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. 

Ikke en fyring, men en oprykning

Hvis man er en inkarneret fodboldfan, der følger sin klub i tykt og tyndt, kan en trænerfyring i klubben være en alvorlig sag. Endda en meget alvorlig sag. Den kan få en til at føle sig modløs på grænsen til at være fortvivlet på sin klubs vegne. Da træneren i sin tid blev ansat, gav det anledning til stor optimisme, fordi der nu var kommet en ny stærk leder til klubben. Én der havde en tydelig plan for fremtiden, og nogle klare idéer i forhold til hvordan den plan skulle føres ud i livet. Og da resultaterne samtidig begyndte at blev bedre, steg optimismen bare yderligere. Men senere begyndte det så at gå skævt igen, hvilket førte til at han til sidst blev fyret. Og med ét er optimismen, fremgangen og alt det gode man har oplevet, væk. For nu er der en ny træner der skal tage over, én der formentlig har nogle andre idéer end sin forgænger. Dermed forekommer den fremgang som man har oplevet de foregående sæsoner, betydningsløs, fordi man ikke kan bygge videre på den. Man er slået tilbage til dér hvor man begyndte.

Jeg tænker, at den følelse som man kan stå med i sådan en situation, minder om den følelse disciplene havde påsken, selvom deres var mange gange værre, fordi det for dem ikke handlede om at vinde fodboldkampe, men at hele deres livsgrundlag var på spil. De var fanget i en dyb fortvivlelse, indtil opstandelsesbudskabet nåede dem. Deres fortvivlelse skyldes oplevelsen af, at Jesus med ét var forsvundet ud af deres liv, og med ham også det håb som de havde knyttet til ham. For man kan ikke have en større betydning i nogen menneskers liv, end den betydning som Jesus havde for disciplene. Deres møde med ham havde givet dem en helt ny dimension i deres liv. Han havde vist dem vejen til Gud, derfor havde de valgt så at sige, at bygge deres liv på ham. De var blevet hans medhjælpere, og havde brugt al deres tid sammen med ham. Dermed var de blevet de nærmeste vidner til alt hvad han sagde og gjorde, og de gjorde sig umage i at følge hans vejledning. Men alt det der var bygget op omkring ham, forsvandt med ét for dem, da han døde, og de stod alene i mørket. Men heldigvis kom Jesus til dem efter opstandelsen og kaldte dem tilbage til livet igen.

Men i dag kan man så fristes til at tænke, at den er gal igen. For endnu en gang står disciplene over for at skulle adskilles fra Jesus. De står ovenikøbet overfor en meget stor forandring, fordi Jesus fra nu ikke længere skal gå sammen med dem, men tage plads i himlen ved Faderens højre hånd. Bag dem ligger den tid de har haft sammen med Jesus, hvor de kan se tilbage på alle de store oplevelser, som de har haft under hans ledelse. Den tid står skarpt i deres erindring og er værdifuld for dem. Men når de skuer fremad, er situationen en helt anden. De står overfor en ukendt fremtid, hvor Jesus ikke er fysisk blandt dem, og oven i det giver han dem her en meget stor opgave. De skal fortælle mennesker over hele verden om ham. Indtil nu har det været en afgrænset gruppe som Jesus havde henvendt sig til, men nu er modtagerfeltet udvidet til at gælde alle, alle steder, og det er disciplene der skal føre missionen ud i livet. Der er ikke noget at sige til, hvis de mister pusten over det som Jesus her siger til dem, fordi der er ting nok her, som de kan bekymre sig over.

Alligevel er der ikke noget der tyder på, at de her bliver fortvivlede og magtesløse som de blev i påsken. Hvorfor gør de ikke det? Jo, det gør de ikke, fordi de to situationer er vidt forskellige. Efter Jesu korsfæstelse, var Jesus blevet væk for dem, og de vidste ikke hvor de skulle finde ham. Ja, de var ikke sikre på om de overhovedet kunne finde ham igen. Men i dag Kristi himmelfartsdag er han hos dem, og han fortæller dem, hvor de kan finde ham. De får endda lov til at være vidner til, at han bliver taget op til himmelen. Det der sker her, er vildt, men dog efter planen. Derfor er disciplenes oplevelse her en helt anden end i påsken. For at blive i fodboldsproget, er Kristi himmelfartsdag ikke en trænerfyring eller et trænerskifte, hvor Jesus skifter til et andet hold. Derimod sikrer han i dag hans hold oprykning til superligaen i og med han rykker til himlen.

Det der sker på dagen i dag, er at vi får en ven på allerhøjeste sted. Og det er ikke en hvilken som ven. Det er ham der kom til os mennesker, selvom han var lige med Gud. Han levede blandt os, besøgte os og talte med os. Han blev en af os, for at kunne blive vores tjener. Han er den der viste os den største barmhjertighed som nogen kan vise os. Han viste os den største kærlighed som nogen kan vise os. Det er ham der nu sidder ved Faderens højre hånd og har magten i himmelen og på jorden, som er vores fortrolige, som vi kan søge vores hjælp hos. Vi kan som salmisten i salme 121, løfte vores øjne i forventning til at hjælpen kommer fra himmelens og jordens skaber. Derfor er det sidste vi hører i denne beretning også, at Gud virker med og stadfæster ordet, ved de tegn der følger med. Disciplene prædikede ordet alle vegne, og mens de gjorde det, virkede Herren med, fordi det var ham der havde sendt dem. Vi er ikke efterladt til os selv i de udfordringer vi møder gennem vores liv. Vi er heller ikke overladt til fortvivlelsen, når vi ikke kan finde løsningen. Vi kan rette os op og løfte vores blik mod Herren, i forventning til at han vil være med os og hjælpe os, som han har lovet. Det er det som Kristi himmelfarts dag giver os. Gud virker med.

Men det betyder ikke, at vi skal leve vores liv, ved konstant at stirre op mod himlen, fordi alt nu foregår der, fordi det er der Jesus er. Det er den kontante besked til disciplene, mens de kigger efter Jesus, i teksten fra Apostlenes gerninger. Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen. Der er styr på det. Jesus er nu hvor han skal være, og en dag skal han komme tilbage igen. De skal selv nu vende tilbage til deres hverdag og opgave. Og beskeden til os, er den samme. Kristi himmelfartsdag betyder ikke, at vi skal stirre mod himlen og leve med vores fokus langt væk fra jorden, fordi det er der Jesus er. Derimod betyder den, at der på grund af Jesus, er en meget stærk forbindelse mellem himlen og jorden, så han virker med os på jorden, hvor vi befinder os. Og Jesus sender os netop ud i hverdagen. Vi skal være der hvor folk er, og fortælle dem om Jesus. Disciplenes eksempel her, er at de drog ud og forkyndte evangeliet alle vegne. Jesus kalder os til mission. Det er kirkens natur, at den er sendt til at fortælle om Jesus, fordi hans kærlighed og frelse ikke kun er for en udvalgt gruppe, men for alle. Derfor skal vi også være med til at sprede budskabet om ham.

Og vores hårde hjerter er ingen hindring for at han kan bruge os i sin tjeneste. Det er netop dem som han her bebrejder for deres vantro og hårde hjerter, som han vil bruge til at bringe evangeliet om ham ud til andre. Undervejs kan han gøre vores hårde hjerter til ydmyge hjerter og vores vantro til tro. Så langt rækker hans forvandlende nåde altså, ikke kun til de andre, men også til dem han sender.

Og der sker noget når Gud sender os. Som musen sagde, da den gik over broen sammen med elefanten: Nøj, hvor vi gungrer. Den havde fundet en makker med både tyngde og power, og følte sig som en del af et stærk makkerpar. Det samme kan vi gøre, når Gud sender os, fordi han virker med. Når vi går på Jesus ord, skaber vi en mulighed for at store ting kan ske, fordi vi har ham med os.

Det er dette storslåede perspektiv som Kristi himmelfarts dag giver os. Vores træner er ikke skiftet til et andet hold, så alt det han har bygget op, er forsvundet, og vi må starte forfra med at bygge det hele op igen. Derimod har han sikret os oprykning til mesterligaen, fordi den almægtige Gud sender os og står bag os, og virker med os.

Amen