Lyt til prædikenen

Johannesevangeliet 16,16-22 Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«  

Kære Herre Kristus, tak fordi gik fra os, for gennem lidelse over død til opstandelse at skabe en fremtid for os. Vi beder dig om, at du nu vil modsige al forfærdelse i vort liv og være grunden under os, som vi lever på, mens vi er på vej, og at vi i dig må se Gud. Amen

Ham der gør dig tryg, kalder på dig.

Jesu forbereder, med sine ord her, disciplene på sin død og opstandelse. Han trøster dem med, at det kun er en kort tid, hvor de ikke skal se ham, og at de derefter skal se ham igen og glædes. Det er en stor trøst at vide, at trængslen kun er midlertidig. Men på trods af trøsten, er disciplenes udfordring her den samme som den vi også kan opleve, når mørket omslutter os i vores liv, og vi føler os alene og magtesløse. Nemlig den at fortvivlelsen så at sige sætter tidsfornemmelsen ud af funktion, når den rammer os. Vi bliver handlingslammede, og det eneste vi ønsker, er at komme ud af fortvivlelsen, samtidig med at vi ikke ved hvordan det kan lade sig gøre. Her har vi ikke overskud til at tænke på, at vi befinder os i en fase, som vil ende og afløses af en ny og bedre fase.

Oplevelsen af, at den som man stoler på og er tryg ved, pludselig bliver væk fra én, er en oplevelse som disciplene deler med mange børn. Mon ikke de fleste af os har nogle voldsomme minder fra vores barndom, om at blive væk fra vores forældre. En præst har delt sit bliv væk-minde i en bog, hvor han fortæller om en julefest i Odense, hvor der var mange børn og voksne samlet. Festen var slut, spændingen var udløst og afløst af en mathed og en mæthed hos børnene. Han var parat til at komme hjem i seng og begiver sig med sin slikpose i hånden ud i garderoben for at hente sit overtøj, i det kaos der hersker, når alle skal ud ad døren samtidig. Med et går lyset ud, og det bliver bælgravende mørkt. Han husker sin oplevelse på denne måde: Pigerne skriger, drengene græder stille. Vandet går adskillige steder. Godteposen bliver trådt under fode. Alt er kaos, indtil en ganske bestemt ting. Jeg kan stadig huske den rislende fornemmelse ned ad ryggen, da det sker. For igennem mørket og larmen og mellem alle de andre stemmer kan jeg skelne en kendt stemme, der siger ikke andet end bare et ord: „Werner", mit navn.

En af mine forældre eller større søskende har åbenbart haft så meget overblik, at de kan skelne min selvlysende hårtop gennem mørket. Så betyder det mindre, at godteposen er smadret, og endnu mindre, at kradsuldshalstørklædet er forlist. For nu har jeg livet i behold og er reddet. Jeg var fortabt i mørket, men fundet igen! En kendt og elsket stemme har kaldt mig ved navn og kaldt mig tilbage til livet. Igennem den har jeg hørt, at her er der et sted, hvor jeg er kendt og hører til. Stemmen har tilkendegivet, at jeg er set og fundet. Sagt det bare med et eneste ord, mit navn.

Mens drengen her føler sig alene midt i det kaos der opstod da lyset blev slukket, har fortvivlelsen magten over ham, og han kan ikke tænke på nogen strategi for at klare sig igennem. Det er først i det øjeblik han hører en velkendt stemme sige hans navn, at hans fortvivlelse forsvinder. Omgivelserne er ikke forandret. Det er stadigt mørkt, og der hersker stadig kaos, men nu ved han at han er fundet. Denne oplevelse minder om det som Jesu disciple oplevede i forbindelse med hans død og opstandelse. Her havde de oplevelsen af at være overladt til sig selv, uden at vide hvad de skulle tro og gøre, og hvordan de skulle komme videre. I evangeliernes beretninger, er der ikke noget der tyder på, at de huskede på Jesu ord om, at deres trængsel kun skulle være for en kort tid. Derimod var de fortvivlede, som Jesus havde sagt de ville blive.  Men midt i deres sorg og fortvivlelse møder han dem, og han kalder dem tilbage til livet. Ved graven viser han Maria Magdalene, at han er opstået ved at give sig til kende og sige hendes navn ”Maria”. Og han kommer til disciplene når de er samlet, så de kan se at det er ham, der er hos dem.

Men hvorfor skulle Jesus og disciplene overhovedet adskilles fra hinanden? Det var det som disciplene ikke kunne forstå. De havde brug for Jesus. De havde brug for hans ledelse og indsigt. De havde brug for, at han skulle vise dem faderen. Og de troede på at han virkelig kunne give dem alt det som de havde brug for, fordi han er Guds søn. Derfor ville de være så tæt på ham som muligt. Så hvorfor skulle han dø, og efterlade dem med et bristet håb?

Jo, Jesus måtte forlade sine disciple og udføre sin opgave, for at kunne føre dem og os til faderen. Og det kunne han ikke gøre, hvis ikke han forlod dem.

Jeg var engang på et førstehjælpskursus, hvor vi lærte nogle enkle trin, som man skulle gennemgå, hvis man befandt sig ved en ulykke, og skulle udøve førstehjælp. Ved at følge disse trin, kunne man udføre en kompetent og nødvendig førstehjælp. Det første punkt var dette: Stands ulykken! Det er et ret vigtigt punkt, fordi man risikerer, at én selv eller andre også kan komme til skade, hvis ikke årsagen til ulykken blev standset. Hvis f.eks. en ledning har revet sig løs og en mand har fået stød, nytter det ikke noget at løbe hen og tage fat i ham for at hjælpe, hvis man ikke først får afbrudt strømmen, for så risikerer man selv at få stød, og blive ude af stand til at hjælpe ham. Jesus skulle også standse ulykken. Hans opgave var at fjerne vores synd der adskiller os fra Gud, og derfor måtte han gå vejen til Golgata og adskilles fra disciplene, selvom de mente, at de havde mere brug for, at han var hos dem.

Vi kan også møde dette tema i nogle actionfilm, hvis vi ser den slags. Helten befinder sig på et tidspunkt i filmen sammen med dem som han skal redde fra en stor fare, og de ønsker mest af alt, at han skal blive hos dem, fordi de er trygge ved ham. Men alligevel må han forlade dem, for at overvinde skurken, standse toget, eller hvad det nu er der er faren. Hvis han bliver hos dem, vil de føle sig trygge, men virkeligheden er, at faren lurer og vil ramme dem om kort tid, hvis ikke den bliver standset. Derfor er det nødvendigt, at han forlader dem. På samme måde følte disciplene sig mest trygge, når Jesus var hos dem, mens virkeligheden var, at ulykken ville ramme dem, hvis Jesus ikke forlod dem og gik gennem lidelse og død til opstandelsen. Jesus havde en indsigt der var meget større end disciplenes, og han ville gøre det nødvendige for at tage vores synd på sig, og give os fællesskab med Gud. Derfor går Jesus den, vej som han må gå, men samtidig viser han omsorg og kærlighed til disciplene.

Ligesom drengen der var blevet væk, og var fortvivlet i mørket, blev kaldt ud af fortvivlelsen ved at en velkendt stemme, som han var tryg ved, sagde hans navn, kan Jesus også kalde os ud af den fortvivlelse og ensomhed, som vi kan befinde os i mit i vores liv. Og han kan også gøre det, selvom vi føler at han er blevet væk fra os, og vi ikke selv kan se nogen udvej.

For Jesus kender os, og han kender vores navn. Han ved hvad vi kæmper med, og hvad vi går frem imod i vores liv. I vores dåb blev vi båret frem på hans kald til at komme til ham for at følge ham og høre ham til. Vi blev båret frem i tillid til hans løfter om at vi gennem ham bliver Guds børn, og får del i Guds omsorg og kærlighed. Han er den gode hyrde, der tager sig af sin får, og vi er fårene der kender ham.  

For netop fordi Jesus forlod disciplene, og gik i døden for os og gennem opstandelsen overvandt dødens magt, er han ikke bare en der er velkendt for os. Han er ikke bare som en bekendt vi hilser på, når vi møder ham på gaden, men én som vi er trygge ved, og som er vores grundlæggende støtte i vores liv. Han har både viljen og magten til at give os tryghed og føre os videre der hvor vi selv sidder fast. Han kan lede os gennem vores liv, og hjem til Gud vores far. Og når vi føler at mørket omslutter os, så vi føler os fortvivlede og alene, og føler at han er blevet væk fra os, så vi ikke kan andet end at råbe vores fortvivlelse ud, så kan han se igennem til den anden side, og sige til os, at det kun en kort tid, hvorefter vi skal se ham igen og glædes med en glæde som ingen kan tage fra os. Og han vil kalde på os igen, så vi igen hører hans velkendte stemme.

Amen