Lyt til prædikenen

Johannesevangeliet 1, 19-28

Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.  

Lad os bede:

Herre, lad os se glæden i dig, så vi må glædes med en glæde, der aldrig skal vige fra os. Amen

Budbringerens dag

Det er snart jul, derfor er det på høje tid, at få afsluttet de sidste forberedelser, så vi når at blive klar til på torsdag. At blive færdig med alle forberedelserne inden juleaften, er en opgave der ikke er blevet lettere i år, måske snarere tværtimod, på grund af den seneste tids restriktioner og nedlukninger. Det er ikke så nemt længere bare at købe det man mangler, i sidste øjeblik. Når de første tegn på jul, viser sig i gadebilledet og butikkernes julemagasiner udkommer, vil mange af os nok synes, at det er alt for tidligt, fordi der stadig er lang tid til jul. Det er svært, at svinge sig op til at tænke på jul, flere måneder i forvejen. Men nu nærmer aftenen sig virkelig, derfor står alt det der plejer at skulle ske juleaften, helt klart i vores bevidsthed. Vi ved hvad vi skal nå. Vi kan da også i år, selv om vi er coronaramte, se alle tegnene på at julen står for døren, når vi ser os omkring, både i gadebilledet og i fjernsynet.

Her i kirken handler det i højeste grad også om, at vi nærmer os julen, fordi vi i dag møder budbringeren der fortæller os at, at den vigtigste person er på vej. Prædiketeksten drejer sig dog ikke her om Jesu fødsel, som det ellers gør her i julen, men om det tidspunkt, hvor Jesus som voksen, træder frem og viser os mennesker hvem han er, samtidig med at han fortæller om Guds rige. Vi møder her budbringeren i skikkelse af Johannes døberen. Han har vakt så meget opsigt med sin forkyndelse, at folk strømmer ud til ham, for at høre hvad han har at sige, og for at lade sig døbe. Denne opmærksomhed har bevirket, at der bliver snakket om ham rundt omkring, og det får de ledende Jøder i Jerusalem til at sende præster ud til ham, for at få nærmere besked om hvem han egentlig er.

Når udsendingene fra Jerusalem spørger Johannes døberen om han er Kristus, Elias eller profeten, fremgår det tydeligt, at han har gjort et endog meget stort indtryk. Men Johannes selv bidrager med sit svar, ikke til at tale sig selv op og gøre opmærksomheden omkring ham endnu større, i stedet svarer han, at han er ingen af delene, hverken Kristus, Elias eller profeten. Det vigtige ved Johannes, er ikke hvem han er, men derimod hvad hans funktion er. Han er én der råber ”jævn Herrens vej” Han er altså brudbringeren, der forbereder folk på herrens komme. Det på baggrund af denne opgave, at Johannes siger, at der blandt dem er én, hvis skorem han ikke er værdig til at løse. Han tager opmærksomheden, og leder den hen på Jesus. Hans budskab er, at Kristus er på vej. Budskabet er det samme i dag 4.s.i advent. Julen og fejringen af frelserens fødsel, nærmer sig hastigt.

Det, at sende budbringere til at gå foran med besked, er ikke noget som Gud først finder på i forbindelse med at Jesus skal begynde sin gerning. Bibelen giver os adskillige eksempler hvordan Gud har sendt budbringere til mennesker, for at overbringe dem et budskab fra ham. Abraham fik besøg af engle, der fortalte, at han og Sara skulle have et barn. Gud mødte Moses i tornebusken og sagde til ham: Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten. Han sendte også profeter, for at de kunne videregive Hans budskab, ligesom han sendte englene til hyrderne på marken, for at fortælle dem at der var født en frelser. Igen og igen kan vi høre om at Gud sender både engle og mennesker med et budskab fra Ham.

Når Gud bruger budbringere, er det fordi han vil os. Han ønsker at have fælleskab med os. Han vil ikke, at vi skal være overladt til os selv, men ønsker selv at være en del af vores liv, for at kunne vejlede os i de valg som vi skal træffe. Han ønsker, at vi skal kende ham og det der er hans vilje for os. Til dette formål kan en budbringer lede vores tanker ind på det rette spor, og fortælle os hvad vi skal gøre, og hvad der er vigtigt i vores liv. En budbringer fra Gud, kan minde os om, at vi mennesker ikke er overladt til os selv, og huske os på at Gud også er en aktiv del af vores virkelighed.

Guds største og vigtigste budskab til os, er Jesus. Budskabet om han sender sin søn til os, så vi gennem ham kan møde Gud fader selv, og blive hans børn. Derfor ser vi i bibelen, hvordan Gud gentagne gange sender budbringere for at rette vores opmærksomhed på Jesus og give os forventninger til ham. Han sender budbringere både i form af mennesker og engle, til at forberede os på mødet med Jesus. Alle kræfter er så at sige sat i sving, hvilket er med til at understrege for os, hvor vigtig Jesus er. Det er denne vigtighed der kommer til udtryk i, at vi også fejrer jul hos os i Herlev og resten af verden, så mange år efter. Det skyldes at Jesus er Guds største og vigtigste budskab til os.

En anden vigtig grund til, at Gud sender budbringere i forvejen, skyldes indholdet i budskabet om Jesus, altså det at Gud gennem Jesus, vil skabe en personlig relation til os. Netop fordi han ønsker, at vi skal være tæt knyttet til ham, ønsker han ikke at vi skal blive fanget på det forkerte ben, så vi bliver uforberedte, bange eller forvirrede i mødet med Jesus. Han vil at vejlede os, så vi møder ham på den bedst mulige måde, for at vores møde med ham skal blive positivt. Og her spiller kendskab og tillid en meget stor rolle. For når vi står over for noget der er nyt og ukendt for os, sker der ofte det at vi bliver afvisende. Hvis jeg f.eks. bliver ringet op af en telefonsælger, eller møder en sælger på gaden, bliver vedkommende ofte mødt med ordene, ”Nej tak, jeg er ikke interesseret”, endnu før han eller hun har fuldført sin første sætning. Skyldes det at det er et dårligt produkt, eller en dårlig sag, som vedkommende vil præsentere mig for? Nej, det gør det egentlig ikke, for det ved jeg ikke så tidligt i samtalen, om det er. Det skyldes derimod, at jeg ikke kender vedkommende og måske heller ikke kender til det produkt som han eller hun vil sælge til mig, og at jeg derfor er bange for at nå til et punkt, hvor jeg ikke kan sige nej, hvis samtalen fortsætter. Hvis jeg derimod sidder i møde med én som jeg kender og har tillid til, vil jeg i stedet være åben og lyttende. På samme måde kan vi være afvisende over for Gud, fordi han er fremmed og ukendt for os. Fordi vi ikke tør tage skridtet ud i det der er ukendt for os. Men Gud ønsker ikke at vi skal være fremmede og afvisende over for ham. Derfor sender han budbringere til os, der kan sige til os: kom og se, her er noget vigtigt. Her er én som du har brug for i dit liv.

I forgårs læste jeg en artikel om en dansk skuespiller, der i forbindelse med en ny film, kom ind på hvordan tilfældige begivenheder kan få afgørende betydning for vores liv. Og han tilføjede, at hvis man er et åndeligt menneske, kan man have en tro på, at der sidder en kraft et eller andet sted og styrer de her ting. Derpå bliver han af intervieweren spurgt om han selv tror på det, altså en åndelig kraft der styrer verden? Han svarer afvisende, at han tror at religion er en menneskelig konstruktion, men at han tror at vi kan bruge det som Jesus sagde, til noget. Men samtidig tilføjer han så alligevel denne anekdote: – På et tidspunkt skulle jeg spille en forestilling, hvor jeg var Jesus, så jeg læste en masse litteratur om ham, og da kunne jeg godt mærke, at hvis jeg fortsatte med det tilstrækkeligt længe, så kunne der godt komme et troende menneske ud af mig. Fordi det var så lystfuldt at læse, så mildt og berigende.  Til dette vidnesbyrd kunne man så spørge, ville det være så skidt, hvis der kom et troende menneske ud af dig? Gud møder os netop på forskellige tidspunkter og på forskellige måder i vores liv, fordi han vil gøre troende mennesker ud af os, så vi får fælleskab med ham.

Fjerde søndag i advent er dagen der retter vores opmærksomhed mod Jesus og forbereder os på at fejre hans fødsel. Vi får understreget, at nu er det nu. Nu handler det om barnet der blev født i stalden i Betlehem. Men den fjerde søndag i advent, er samtidig også dagen der minder os om at Gud bruger budbringere til at forberede os til mødet med ham, for at dette møde skal blive frugtbart. Vi kan selv være budbringere, der er med til at bringe budskabet om ham videre til andre mennesker. Og vi kan bruge adventstiden og juletiden som en anledning til selv, at fordybe i budskabet om Jesus, så julens budskab kommer til at fylde os. Begge dele kan føre til det resultat, at der godt kunne komme troende mennesker ud af det. Og det ville være godt, fordi det er det som julen handler om, at vi møder Gud.

Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin

hen over bjergene!

Han forkynder fred,

han bringer godt budskab

og forkynder frelse.

Han siger til Zion:

»Din Gud er konge.«

Amen