Lyt til prædikenen

Et nyt perspektiv

I indledningen af romanen de elendige, møder læseren den tidligere galejslave Jean Valjean, der lige er blevet løsladt fra fængslet. Jean valjean har været fængslet i 19 år, for at stjæle brød til sin sultne familie. I forbindelse med sin løsladelse skal han bære et gult pas, som et synligt tegn på at han er straffefange, så folk ved hvad de har med at gøre, når de møder ham på gaden. Dette straffefangekendetegn, gør livet surt for Jean valjean, fordi det bevirker, at der ikke er nogen der vil have noget med ham at gøre. Der er ingen kroværter der ønsker at lukke ham ind i deres kro, og derfor må han i stedet sove på gaden. Denne udstødelse og følelsen af at være uretfærdigt behandlet, gør ham til en vred og bitter mand, der ikke forventer noget af godt af sine omgivelser.

Men midt i denne udsigtsløse modgang, viser der sig alligevel et lyspunkt for Jean valjean, i skikkelse af den gamle biskop Myriel, der giver ham husly for natten, på trods af husholderens advarsler. Beklageligvis får denne overraskende gæstfrihed umiddelbart ingen god indflydelse på Jean Valjean. For biskoppens sølvtøj, der står fremme, bliver for stor en fristelse for ham, og han stjæler det og kommer det ned i sin vadsæk, og skynder sig væk, uden at sige farvel. Han bliver dog hurtigt fanget, inden han når særlig langt væk. Dermed sidder han altså fast, i det liv der er blevet hans skæbne. Han er en kriminel der er fanget, og på vej i fængsel igen.

Men her sker der igen noget uventet, for biskoppen der er tilkaldt efter Jean Valjeans tilfangetagelse, for at vidne mod ham og bekræfte at det er hans sølvtøj, redder ham i stedet ved at påstå, at sølvtøjet var en gave. Og derudover giver han ham også sine to sølvlysestager, som Jean Valjean har glemt, fordi han forlod huset i en fart. Biskoppen ”minder” ham derefter om Valjeans ”løfte” om, at bruge sølvet til at gøre sig til en hæderlig mand.

Det er umiddelbart en fuldstændig tåbelig tilgang til en kriminel straffefange, som biskop Myriel her viser. Hvad havde han egentlig forventet, da han inviterede en dømt forbryder ind i sit hjem? Men netop på grund af biskop Myriels overraskende mildhed og barmhjertighed, får deres møde en afgørende betydning for Jean Valjean. Mødet med den ufornuftige barmhjertighed, sidder i ham, og udvirker langsomt sin indflydelse på ham. Den giver ham et nyt perspektiv på livet. I stedet for at være vred og bitter og i krig med sine medmennesker, forsøger han fremover at møde sine medmenenesker med mildhed, og barmhjertighed, ligesom den han selv blev mødt med, af Biskop Myriel.

Den Svenske præst, Thomas Sjødin skriver et sted også om hvordan det, at vi får ændret vores perspektiv, kan forandre vores tilgang til verden. I en klumme reflekterer han over hvordan den position vi ser verden fra, afgør hvordan vi opfatter verden. Anledningen er, at han har haft dårlig ryg, og derfor har brugt en sommer på at ligge på gulvet og kigge op i loftet. Herfra ser alt anderledes ud. Han lægger mærke til de lister der trænger til at blive malet, og nogle billeder af hans familie, som har hængt på væggen i årevis, kommer på en ny måde ind i hans synsfelt igen. Og der åbner de en verden af minder og følelser, som han dermed kommer til at gennemleve på ny. Denne opmuntrende erfaring, fører ham til den konklusion, at hvis man kun ser verden fra sin egen sikre position, kan man gøre sig selv fast overbevist om hvordan verden hænger sammen, men denne overbevisning kan ændres, hvis man får ændret sin position og perspektiv. Og dermed kan verden åbne sig på ny for én, selvom det er den samme verden man ser på. Det var det der skete for Jean Valjean i mødet med biskop Myriels betingelsesløse barmhjertighed.

Og er det ikke også det vi ser i det nye testamentes beretninger om menneskers møde med Jesus. De møder en mand, der møder dem på en helt anden måde end de er vant til. Kvinden der var grebet i hor, og skulle stenes, møder en mand der ikke fordømmer hende, og undgår derigennem at blive stenet. Zakæus der er vant til afvisninger, får Jesus til middag og bliver forandret i den måde han ser på andre mennesker på. Mennesker der er syge, bliver helbredt og får en ny begyndelse. Gang på gang kan vi læse om hvordan mødet med Jesus forandrer menneskers perspektiv.   Det er det som Jesus gør. Lyset er kommet til verden. Og det forandrer den måde vi ser verden på. På grund af Jesus kan vi betragte vores liv, i relation til Gud, og vi leve vores liv under hans kærlighed og omsorg.

Bøn og lovsang, som vi er samlet om i dag, er to måder hvorpå dette perspektiv kommer ind i vores liv. Gennem bøn og lovsang, rækker vi ud mod Gud og lader ham få en aktiv rolle vores liv.

I bønnen kan vi dele, alt det der sker i vores liv, med Gud. Vi inviterer ham ind i vores liv ved at dele vores glæder og bekymringer med ham. Og dermed bliver han dén som vi søger og stoler på. Ham som vi takker for alt det gode vi oplever, og ham som vi rækker ud efter, når vi har problemer, og ikke ved hvad vi skal gøre.

I lovsangen tilbeder vi Gud i sang. Vi priser ham, for den han er, og vi takker ham for det som han har gjort for os. Vi sætter gennem sangen, ord på hvad Gud betyder for os. Vi giver os selv tid til at vende os mod Ham, så vi kan tænke over hans betydning for os. Derfor lyder Paulus opfordring til os også i Kolosenserbrevet: Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.  Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!

Og dermed ændres vores perspektiv på verden. I stedet for at være et kaos af muligheder og valg, hvor vi er i tvivl om hvilken vej vi skal gå og hvilke valg vi skal træffe, og hvor vi kan føle os ensomme, bange for ikke at slå til, kan bøn og lovsang ændre vores perspektiv, så vi ser at Gud er ved vor side midt i det alt sammen. Derfor er bøn og lovsang to gaver fra Gud, som vi skal tage imod og gøre brug af.

Amen.