Lyt til prædikenen

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.  Johannesevangeliet 5,1-15

Lad os bede:

Herre, tak fordi du aldrig tvinger os til at takke dig, men giver os lov til at klage til dig. Men nu beder vi dig: vis os hvem du er, hvad du har gjort for os og gør med os og vil udrette i fremtiden, så vi fyldes med taknemmelighed og giver dig ære.

Amen

Nåden er ikke i fortiden, men lige nu

1. I dag kommer vi med Jesus til Jerusalem til Bethesda dam. Bethesda betyder nådens hus. Det er det sted hvor man kan finde nåde og barmhjertighed. Det er et sted man gerne vil være. Derfor har man også, da man mange år senere byggede det store missionshus inde på Israels plads i København, valgt at lade sig inspirere af denne beretning, og kalde det for Bethesda. Ved at kalde huset Bethesda, har man udtrykt et meget tydeligt ønske om at dem der går ind i huset, skal finde nåde. Og det er da også et oplagt navn til et missionshus. Det viser, at man her ikke skal leve op til høje krav, for at have ret til at komme ind, men derimod kan komme ligesom man er. Man kan sænke skuldrene og slappe af, når man går ind i nådens hus. (Man kan overveje hvordan nådens hus ser ud. Om det ser anderledes ud end andre huse. Jeg fandt dette billede i en artikel fra KD, det er måske lidt omklamrende. En slags kirkeblæksprutte)

2. Måske er vand og søjlegange et godt billede på et sted hvor man kan finde nåde. Bethesda dam, passer umiddelbart fint til dens navn. Vi får at vide, at den fungerer som opholdssted for mennesker der har brug for at finde nåde og barmhjertighed. De holder til dér fordi erfaringen viser, at man kan finde netop nåde her, fordi den første der kommer ned i vandet, efter Herrens engel har bragt det i oprør, bliver helbredt.

3. Men netop derfor er nådens hus en smule misvisende for Bethesda dam. For netop det faktum, at det kun er den første der kommer ned i vandet der bliver helbredt, betyder jo at den barmhjertighed man finder her, er en barmhjertighed, som man selv skal gøre en indsats for at få del i. Det er nåde til vinderen. Vil det derfor ikke være sandsynligt, at reaktion hos den som det lykkes for at blive helbredt vil være: yes, jeg gjorde det. For selvom vedkommende ikke har noget at gøre med selve helbredelsen, har vedkommende dog sat sig selv i en situation, hvor miraklet kan ske. Det er en fantastisk følelse for den som det lykkedes for. Man ved med sig selv at man har gjort en stor indsats, og man er kommet i mål. Problemet er bare det i en konkurrence, at hvis der er en vinder, er der også en taber, og dem er der ofte flere af. Så for dem der ikke kommer først, er det så som så med nåden og barmhjertigheden. Derfor oplever alle de andre ikke Bethesda dam som nådens hus.

Derfor er det håb som den mand Jesus her møder, har, når det kommer til stykket et urealistisk håb. For han kan ikke nå ned i vandet hurtigt nok, uden hjælp. Men han holder fast i drømmen om helbredelse, selvom det ikke er til at se hvordan det skal ske for ham. 4. Og pludselig åbner der sig i mødet med Jesus, en mulighed for at hans håb om at blive rask, skal gå i opfyldelse. Her møder manden en barmhjertighed, der ikke kræver andet af ham, end at han skal tage mod Jesu helbredelse. Det er en nåde som ikke kræver noget af den der skal modtage den, derfor er det en virkelig nåde, i forhold til den man kunne opleve ved Bethesda dam. (Personerne på de to billeder er næsten ens i deres positur, men alligevel mener jeg ikke at der er tvivl om at den ene siger: ja, jeg gjorde det, mens den anden siger kom til mig.)

5. Mandens erkendelse af, at han havde brug for hjælp, er den samme erkendelse der gør, at vi i dag holder høstgudstjeneste. For sagen er at vi også er afhængige af at Gud giver os det som vi har brug for. Man kan indvende at det at holde en høstgudstjeneste, er et levn fra en efterhånden fjern fortid, hvor mange af deltagerne ved Gudstjenesten, har arbejdet hårdt i ugerne op frem til den for at få høsten i hus, og derfor føler glæden ved at den er kommet i hus, i hele sin krop. Virkeligheden er jo noget anderledes, når vi i dag holder høstgudstjeneste i byerne. Her er der ikke af mange af os, der har været på marken for at få høsten i hus. Og hvis vi endelig har høstet, drejer det sig for mange af os, om det som vi har sået hjemme i køkkenhaven. Derfor kan en høstgudstjeneste let fremstå som et romantisk indslag, hvor vi klamrer os til en efterhånden fjern fortid.

6. Men når vi fejrer høstgudstjeneste, er det ikke for at holde fast i en fjern fortid, men derimod for at minde hinanden om, at vi befinder os i en situation der svarer til mandens her i prædiketeksten. Vi er også i Bethesda, barmhjertighedens hus. Selvom vi ikke har arbejdet hårdt på marken for at få høsten i hus og dermed sikre vores livsgrundlag det kommende år, er vi alligevel afhængige af at vi kan få livets fornødenheder. Vi har brug for, at der er mad i supermarkedet, og penge til at købe det, og vi har brug for rent vand, som vi kan drikke. Derfor har vi stadigvæk i dag, afhængige af at Gud giver os det som vi behøver. Indimellem kan vi godt føle os som en deltagere i konkurrencen om, at nå først frem til barmhjertigheden. Og måske klarer vi os så godt i denne konkurrence, at vi har bevidstheden om, at vi har gjort det godt for os selv, men sandheden er den, at det nytter ikke noget at komme først, hvis der ikke er noget at få. Det er ligegyldigt at komme først ned i vandet i Bethesda dam, hvis det ikke er kommet i oprør. Det hjælper ikke at have millioner i banken, hvis butikken er tom. Derfor er vi også i dag afhængige af at Gud giver os det som vi har brug for, selvom vi kunne fristes til at tro noget andet. Derfor skal vi også i dag bede med på den bøn som Jesus lærte sine disciple at bede til Gud: Giv os i dag det daglige brød. Vi skal gå til Gud med vores behov.

7. Det er det som en høstgudstjeneste kan minde os om. Alt det som Gud har givet os. De fornødenheder der er en betingelse for at vi kan leve. De ting der gør, at vi kan nyde vores liv, og give os selv udfordringer i livet. Og også alt det der betyder at vi kan glæde os i vores liv. Den kan også minde os om de muligheder vi har, og de mennesker der spreder lys i vores liv.

 8. Vi kan selvfølgelig overveje om vi har brug for en særlig dag, til at minde os selv om hvad vi har i vores liv? Det kommer muligvis lidt an på hvordan vi er som personer. Når optimisten og pessimisten ser på et glas halvt med vand, vil optimisten sige at glasset er halvt fyldt, mens pessimisten vil sige at det er halvt tomt. Også selvom det jo er det samme glas, de ser. På samme måde har nogle mennesker øje for alt det, som Gud og livet beriger dem med, mens andre mest ser det der gør livet tungt og svært. Det kan også dreje sig om perioder i vores liv, hvor det hele enten fremstår helt lyst, eller helt mørkt for os. Men lige meget hvordan vi har det lige nu, er det en god ting, indimellem at give os selv en anledning til at tænke over det som vi har fået. Og sige Gud tak for det.

9. For i det øjeblik at det står klart for os hvad vi har fået, kan vi være taknemlige. Og hvad er det at taknemligheden gør ved os? Jo, den giver os mod på livet. Da manden i dagens prædiketekst blev rask, fulgte han uden tøven Jesu opfordring og gik rundt med sin båre. Han ville udnytte de muligheder som han ikke havde haft i 38 år. Derfor bekymrer han sig umiddelbart ikke så meget om Sabbatreglerne, og om hvad der sker, når han fortæller farisærerne, at det var Jesus som gjorde ham rask. På samme måde kan vores taknemmelighed også få os til at give os i kast med livet, og nyde alt det som vi er taknemmelige for. Taknemmeligheden gør noget godt for os, den åbner os mod livet.

Og taknemmeligheden over for Gud, vender os også mod ham. Den gør at vi kan komme til ham med vores tak, så vi kan få en tæt relation til ham. Og den giver os samtidig også en forventning til at Gud skal give os det som vi har brug for.

Så vi må altså huske på, at høstgudstjenesten i dag, ikke har til formål, at sende os tilbage til en fjern fortid, men derimod hjælpe os til at forstå, at vi befinder os i Bethesda, nådens hus, så vi i taknemmelighed retter os mod Gud og tager imod alt det som han giver os.

Amen