Lyt til prædikenen

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«  Matthæusevangeliet 20,20-28

Lad os bede:

Vor Herre Jesus Kristus, vi takker dig for at du kom til os for at tjene os, så at vi kan få del i din kærlighed og nåde. Gør det klart for os, hvad vi får hos dig, så vi derigennem bevæges til at blive tjener for vores næste. Amen

Det forandrende fællesskab

Vi mennesker har altid søgt sammen i fællesskaber. Og med god grund. For der sker noget når vi bliver en del af et fællesskab. Vi bliver stærkere og får mulighed for at udrette mere, end hvis vi handler på egen hånd. Hvis f.eks. en enkelt person giver sin mening til kende, er det langt fra sikkert, at vedkommende bliver hørt, men hvis der derimod er tale om en repræsentant for forening der har mange medlemmer, vil der formentlig blive lyttet til vedkommende. Det skyldes, at fællesskabet er en magtfaktor. Det, at der står mange mennesker bag, giver udtalelsen vægt. Derudover giver et fællesskab mulighed for at man kan være opmærksomme på hinanden, og tage sig af hinanden. Derfor ser vi gang på gang hvordan både mennesker og hele lande søger sammen i fællesskaber og foreninger.

I dagens prædiketekst handler det også om fællesskab, nemlig det kristne fælleskab. Fællesskabet har i kristendommen en særlig betydning. I det gamle testamente, oprettede Gud en pagt med Abraham og hans efterkommere Israelitterne. Dermed blev de en del af et fællesskab med Gud, og samtidig betød pagten også at israelitterne var fælles om deres relation til Gud. I det nye testamente, kalder Jesus disciple til at følge sig, og dermed blive en del af hans fælleskab. Og senere er vi også blevet kaldet til at være med i fællesskabet i hans kirke. Det kristne fællesskab er et særligt fællesskab, fordi det ikke kun er fælleskab mellem mennesker, men også et fællesskab mellem mennesker og Gud, fordi vi bliver forbundet med Gud gennem Jesus. Jeg har sat et billede af et ikon der viser nadveren ind i vores sangark, fordi nadveren er essensen af dette fællesskab. Her spiser disciplene og Jesus måltid sammen, skærtorsdag, lige før Jesus går sin lidelse og død i møde. Måltidet finder sted midt i Påskens begivenheder, hvor Guds plan gennem Jesus, skal fuldføres, men det er også der hvor det ser mørkest ud for Jesus og disciplene.  Midt i dette mørke har de hinanden. Men måltidet rækker også ind i himlen, med det nye Jerusalem, i baggrunden. Det er Jesus der forbinder jorden med himlen, gennem sit offer for os. Derfor sidder han også som den ophøjede. Derudover er der også det med ikoner, at de er malet på en måde der gør at de åbner sig ud mod beskueren. Dermed bliver den der ser på ikonet en del af det som det viser. Det samme gør sig gældende her. Og dermed bliver vi også en del af nadverens fællesskab, det fællesskab der rækker helt ind i himlen.

Men når vi ser lidt nærmere på nadverikonet, er fællesskabet måske alligevel ikke så stærkt som vi kunne drømme om, ligesom det ofte også kan være tilfældet, når vi ser nærmere på det kristne fælleskab hos os selv. For det første sidder Judas, der forråder Jesus også med ved bordet. Og flere af de andre disciple sidder med ryggen mod hinanden og ser ud til at tænke på deres eget, i stedet for at have et fællesskabet. Og det er jo netop dér at fælleskabet mister sin styrke, og er i fare for at gå i opløsning. Dér hvor hver enkelt vælger at gå sine egne veje, og dér hvor man føler sig svigtet af de andre, så man ikke vil gøre noget for dem, når de nu ikke har gjort noget for mig. Og det er lige præcis det som Zebedæussønnerne gør. De bryder fællesskabet ved at lade deres egne drømme og ambitioner styre dem. Oven i købet sender de kujonagtigt deres mor til Jesus, med deres ønske, i stedet for at gå selv. Derfor bliver de andre disciple også vrede på dem, i samme øjeblik som det går op for dem, hvad det er de to brødre har gang i. Og forstår vi dem ikke godt? For de er alle en del af det samme fællesskab, og nu viser det sig så, at de to brødre prøver at finde en genvej til pladserne tættest på Jesus i hans rige. Vi forstår de andre disciple, fordi vi udmærket kender dem der er ligesom Jakob og Johannes. Dem der er en del af fællesskabet på lige fod med os andre, og giver udtryk for at være glade for det, men som på en eller anden måde altid lykkes med at være de første i rækken, når goderne skal deles ud. Dem der får det største stykke kage, den gode post med honoraret, eller lidt mere anerkendelse end de andre. Eller dem der glemmer næstekærligheden og sørger for sig selv og sine egne, når de væk fra fællesskabet i menigheden, og hjemme hos sig selv. De findes også inden for kirkens mure, dem der bryder fællesskabet og sørger for sig selv. Og vi opdager dem med det samme, ligesom de andre disciple gjorde med Jakob og Johannes. Det gør vi fordi det er os de sårer, det er vores plads de tager, når de sikrer sig de bedste pladser.

Vi forstår de andre disciples vrede over hvordan de to brødre lod sig styre af deres stolthed og ambitioner, men problemet er at de 10 andre disciple formentlig kunne stille sig op sammen med brødrene i rækken af mennesker der er skyldige i at være styret af deres begær efter at være de første, dem der opnår mest. For er de 10 andre disciple når det kommer til stykket vrede over det uretfærdige i Jakob og Johannes måde at opføre sig på, eller er de vrede over at de kom dem selv i forkøbet i forhold at få de øverste pladser i Guds rige? Mon ikke de vil opdage, at de selv er styret af de tilbøjeligheder som de to brødre, hvis de nøje gransker deres egne bevægegrunde? Og spørgsmålet er om vi ikke også kan stille os op sammen med dem, fordi vores stolthed og begær efter at være dem der gør det godt og får de bedste forhold, også driver os, så fællesskabet indimellem træder i baggrunden i vores bevidsthed? Måske bliver det klare billede af hvem der er de retfærdige, og hvem der er de uretfærdige, hurtigt lidt mere uklart når det kommer til stykket.

Det samme gør sig egentlig også gældende, hvis vi retter blikket mod Zebedæussønnerne igen. For kan vi ikke blive enige om, at de handler selvisk og usympatisk? Jo bestemt! men hvis vi ser nærmere efter, er der alligevel én god ting at sige om deres handling. For de har hørt efter hvad det er Jesus har fortalt dem. De har en meget tydelig forventning til de løfter som Jesus har givet dem. De forventer at Guds rige skal komme og at Jesus skal regere der. Det viser de tydeligt gennem deres spørgsmål til Jesus. Og netop denne tillid til ham, er værd at lære af. Derfor må de andre disciple midt i deres forargelse, ransage dem selv og se om de kan finde den samme tillid og hengivenhed til Jesus, som de to brødre her. Og det samme kan vi forsøge at gøre, midt i vores forargelse og vrede over at en af vores brødre og søstre, træder ved siden af og sårer os på grund af deres stolthed og egenrådighed. Fællesskabet ville være nemmere at forholde sig til, hvis det hele var sort/hvidt, så de andre er helt igennem retfærdige eller uretfærdige. Derfor har vi også ofte en tendens til at forsøge at gøre det hele sort/hvidt, ved at forsøge at overbevise os om at de mennesker der har såret os, er nogle helt i gennem skidte mennesker.  Men det er ikke virkeligheden, den er noget mere broget. Derfor har vi også brug for, at have øje for det som vi kan lære af de andre, så vi ikke kommer til at sidde fast i vores vrede.

Men hvad skal vi så stille op med Zebedæussønnerne? For det havde jo unægtelig været nemmere, hvis de var helt igennem nederdrægtige og usle. Men når de på samme tid, viser selviskhed i forhold til de andre, og hengivenhed til Jesus, er det som sagt sværere at forholde sig til. Men det er lige det vi skal. For vi skal lade Jakob og Johannes minde os om, at kirkens fælleskab består af mennesker. Mennesker der indeholder det som mennesker nu engang indeholder på godt og ondt. I hjertet hos kristne vil der derfor både findes sand tro og selvisk stolthed på samme tid. Derfor vil det være et broget billede vi ser, når vi ser på det kristne fællesskab, ligesom når vi ser på nadverikonet på sangbladet.

Men det vigtige budskab til os er, at det kristne fælleskab, kan rumme dette brogede billede af mennesker på godt og ondt. Og det skyldes Jesus. Jesus møder ikke sine disciple med vrede, men med mildhed og barmhjertighed. Han siger: hos jer skal det være anderledes. I skal ikke søge jeres eget, men være hinandens tjenere. Hans opfordring til at opbygge dette opofrende fællesskab bygger på én ting, nemlig den at han selv var villig til at være vores tjener, og gav sit liv som løsesum for mange. Dermed er tilgivelsen og barmhjertigheden blevet en del af det kristne fælleskab. Og dermed kan det også rumme os med vores mangler og selvtilstrækkelighed.

Og samtidig skal det eksempel som Jesus har givet os, give os frimodighed til selv at lade barmhjertigheden og tilgivelsen fylde os, så vi øver os i at se ud over os selv, så vi både kan lære af hinanden og møde hinanden med mildhed og tilgivelse.

Amen