Lyt til prædikenen

Lad os bede!

Jesus Kristus, Du som blev korsfæstet og stod op fra de døde for vor skyld: Bryd igennem til os og lad påskens livskraft befri os til at leve for dig og dem, som du betror os, og følge dig gennem livet til døden og siden gennem døden til livet.

Amen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

På den anden side af påsken

Vi kan indimellem møde et menneske, der er helt igennem dedikeret til sit arbejde, på en måde at det gennemsyrer hvem han eller hun er. Det er som om vedkommende smelter sammen med sit firma, så firmaets holdninger også bliver ens egne holdninger. Det er derfor svært at se hvornår den ansatte” ender og hvornår privatpersonen begynder, i mødet med et sådant menneske. På den ene side synes jeg at det er imponerende, at man kan være så dedikeret og tage en opgave helt på sig, men på den anden side, tænker jeg også at der er en risiko for at man glemmer sig selv, hvis man giver sig fuldt ud i et bestemt projekt. Hvis man gør alle firmaets eller partiets holdninger til ens egne, kan der ske det at man kan komme til at undertrykke nogle af de sider som man også har.

En sådan spænding i forhold til at være dedikeret på den ene side og på den anden side, at forsøge at være ærlig over for sig selv, kan vi også opleve i forhold til det at være kristne, og have et ønske om at følge Jesus. Vi kan også møde kristne der taler om Jesus hele tiden, og virkelig har ham med i alt hvad de beskæftiger sig med og udtaler sig om. Og måske gør de det endda i en sådan grad, at vi kan komme til at tænke hold da op, det var godt nok overvældende, er han eller hun virkelig helt ærlig over for sig selv? Er der en bagside til det billede som jeg ser her? Intentionen er god, men der er en fare for man kan glemme sig selv under vejs.

Men for mange af os vil vores udfordring måske ofte være den modsatte, nemlig den at vi når vi ser på vores eget liv kan tænke: ”Hvorfor er jeg ikke mere stålsat i forhold til at følge Jesus? Hvorfor siger jeg ikke bare, at det er den vej jeg vi gå, og så derpå følger den uden slinger i valsen? Hvorfor bliver jeg ofte usikker og fyldt med tvivl?” Som kristne befinder vi os i denne spænding mellem ønsket om at ville følge Jesus, og samtidig også have sig selv med og være ærlig over for sig selv. Det er i dette spændingsfelt, at vi skal forsøge at finde den rigtige vej.

Jesu discipel Peter er et eksempel på én der virkelig gik helhjertet ind i det med at følge Jesus. Det har vi adskillige eksempler på i evangeliernes beretninger: Da Jesus sagde ”kom” forlod Peter sit arbejde, sin båd, net og fisk, og fulgte ham. I beretningen om Jesu vandring på søen, siger Peter til Jesus: Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet. Og når Jesus fortæller sine disciple, at de skal svigte ham, er Peters svar til ham, at det vil han aldrig gøre, heller ikke selvom alle de andre gør det. Igen og igen viser Peter sig villig til at træde et skridt frem og tage et ansvar.

Og er det ikke lige netop sådan en stærk mand, som Gud har brug for, når evangeliet skal udbredes og firmaet føres videre? En mand der besidder en stor gejst og et drive, der gør at han formår at føre store planer ud i livet. Jeg tror de fleste af os ville vælge én med denne profil, hvis vi var headhuntere der skulle finde en kandidat til at lede udbredelsen af den kristne kirke.

Men for Jesus er dette åbenbart ikke tilfældet, for han ved nemlig at Peter må have sig selv med, hvis han skal kunne tjene ham.  Evangelierne viser os gang på gang, situationer hvor Jesus er alt andet end begejstret for den måde som Peter handler på. Han siger bl.a. til ham: Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil. Og i prædiketeksten til første søndag i fasten kunne vi høre om at Jesus bad for at Peters tro ikke skulle svigte, og at han skulle styrke sine brødre, når han omvendte sig. Der skulle altså en omvendelse til før, Peter kunne gøre det som Jesus gerne ville have ham til. Peter var endnu ikke der hvor Jesus ville have han skulle være.

Men i dagens prædiketekst er situationen tydeligvis en helt anden. Her formaner Jesus ikke længere Peter: Derimod har han en opgave som han ønsker at Peter skal tage på sig, nemlig den, at være hyrde og vogte Jesu lam og får, altså at lede den kristne kirke. Og her møder vi samtidig en noget mere afdæmpet Peter, end vi ellers er vant til.  Han svarer ja, Herre du ved at jeg har dig kær, på Jesu spørgsmål om han elsker ham, og dermed gør han Jesus selv til sit vidne, fordi han så at sige har brug for opbakning til at sige sit ”ja”. Peter fremstår her meget forsigtig, og slet ikke så frimodig, som vi elles kender ham.

Derfor er det nærliggende, at spørge sig selv om hvad det er der er forandret fra før til nu? Jo, det der er sket er, at det har været påske. Det er påsken der er har en altafgørende og forandrende betydning for Peter og hans forhold til Jesus. Her er Peter blevet konfronteret med sin egen utilstrækkelighed. Selvom han ønskede at gå hele vejen med Jesus gennem lidelsen, kunne han det ikke. Han svigtede Jesus, som Jesus havde sagt at han ville gøre, når det kom til stykket. Derfor er hans selvtillid ikke som den var før, han er noget mere usikker på sig selv. Men det betyder til gengæld at han har mere opmærksomhed på Jesus og det som han siger til ham. For der er nemlig også sket en forandring med Jesus, i påsken. Her gik Jesus nemlig hele vejen. Hvor Peter oplevede sin egen utilstrækkelighed, gik Jesus frem mod sin død, og overgav sig til den skæbne som han var bestemt for. Han gik hele vejen gennem lidelsen, ind i døden, og han blev lagt i graven. Men på den tredje dag opstod han igen, og derigennem viste Gud sin magt og sejrede over døden. Og dermed er alt også forandret for os mennesker. For påskemorgen er vores håb, vores lys i mørket. Jesu opstandelse betyder, at vi kan komme til Gud, der hvor vi møder vores egen utilstrækkelighed, der hvor vi ikke selv har nogen udvej. Her får vi håbet om at Gud også er der og møder os på den anden side af døden og fortvivlelsen. Derfor viser Påsken os, at Gud har en magt der overgår alt andet i verden.

Det der sker i dagens tekst, er at fremtiden og håbet bliver bygget op på baggrund af det der skete i påsken. Her møder Jesus Peter igen og viser ham, at påsken ikke var den bitre afslutning på Peters og de andre disciples relation med ham, men at den derimod er det grundlag som hans kirke kommer til at hvile på, det grundlag der er vores håb. Nu kan Jesus lade Peter se frem mod den opgave der ligger foran ham, nemlig at være med til opbygningen af den kristne kirke, så evangeliet om Jesus bliver udbredt over hele jorden, så vi der kommer efter også kan få del i håbet og gå fremtiden i møde sammen med Gud. Det skyldes ikke Peters egen styrke, men det var hans kærlighed og relation til Jesus, der gjorde ham til en vigtig del af kirkens historie.

Ligesom Peter er vi i dag, på den anden side af påsken. Vi har ikke kunne samles i kirken som vi plejer, for at dele og fejre påskens begivenheder med hinanden. Men selvom omstændighederne omkring påsken i år har været meget ualmindelige, har det alligevel været påske. Og vi kan også i dag bygge vores fremtid og vores håb på Jesu død og opstandelse. Han er grundlaget for den kristne kirke. Det er vores styrke og vores håb.

Når vi møder vores egen utilstrækkelighed og vores magtesløshed, og når vi føler at mørket omslutter os, som vi har kunnet det i denne tid, må vi vende os mod Jesus og se på hvad han gjorde for os, så hans ord kan giv os håb og tillid til at vi kan gå fremtiden i møde sammen med ham, som Peter gjorde det. Et forsigtigt ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” er nok.

Amen