Lyt til prædikenen

Herren er opstanden – Ja, han er sandelig opstanden

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Lad os alle bede:

Herre, vor Gud, tak fordi du har vakt din døde søn op fra de døde, så han for altid er over døden, og tak fordi han er det for os. Tal du selv ved din ånd denne store sandhed ind i os, så vi bliver levende af det og bliver opstandelseskristne ved det. Amen

Begivenheden der bringer os videre

I en tid hvor vi er ramt af en verdensomspændende coronakrise der gør, at det ikke er til at kende det samfund vi lever i, kan det være nærliggende at bruge udtrykket ”hvad bliver det næste?” For ved at stille dette spørgsmål leder vi opmærksomheden hen på, at der gennem den sidste måneds tid er igangsat så mange gennemgribende tiltag i forhold til at mindske smitten, som vi på ikke havde fantasi til at forestille os, at vi er ved at nå dertil, hvor det er ved at være svært at blive overrasket. Samtidig udtrykker vi også en bekymring for at udviklingen ikke er til at stoppe, så at det kun bliver værre og værre herfra, når vi spørger ”hvad bliver det næste? Dermed kommer den rådvildhed som vi kan opleve i den nuværende situation, til udtryk.

I påsken kunne Jesu disciple også med god ret sige: ”hvad bliver det næste?”, fordi de også om nogen, befandt sig i en tid med overraskende og voldsomme forandringer, hvor den hverdag de kendte, pludselig var blevet ukendelig. Den hverdag der gennem nogle år, havde været deres velkendte hverdag, var hverdagen sammen med Jesus. De havde mødt Jesus og fået hans kald til at følge ham. Dette kald havde de taget imod, og derfor havde de nu i nogle år brugt al deres tid sammen med ham.  Derfor var de trygge ved ham og havde det godt i hans selskab. Han gav deres liv mening. Men forholdsvis tidligt i dette forløb har Jesus fortalt dem, at de sammen skal gå op til Jerusalem, hvor alt det der er profeteret om ham, skal gå i opfyldelse. Og dermed har han forberedt dem på, at der skal foregå noget afgørende i Jerusalem. Og nu befinder de sig midt i påskeugen, hvor begivenhederne virkelig har taget fart. Jesus, bliver palmesøndag modtaget som konge i Jerusalem. Skærtorsdag spiser han påskemåltidet sammen med sine disciple og han indstifter nadveren. Her er fælleskabet så tæt som man kan forestille sig, men det er også her at Jesus afslører at en af disciplene vil forråde ham, og at de andre vil svigte ham. Senere i haven beder Jesus til sin far i angst, og soldaterne kommer og han bliver taget til fange. Han bliver forhørt og tortureret, han bliver hånet, og vrede mennesker kræver hans død. Han skal selv bære sit kors ud til Golgata, hvor han bliver korsfæstet. Begivenhederne er stødt eskaleret og det hele er blevet værre og værre. Disciplene har oplevet deres egne svigt over for Jesus, og de har oplevet hans magtesløshed, i forbindelse med at andre mennesker gjorde ved ham, lige hvad de havde lyst til. På baggrund af denne udvikling, er det nærliggende at disciplene og de mennesker der havde være tæt på Jesus, kunne finde på at sige til sig selv og hinanden: ”hvad bliver det næste?” Vil ulykkerne og modgangen bare blive ved med at vælte ned over os, så der ikke er andet tilbage, end at opgive håbet fuldstændigt? Er der overhovedet andet at gøre, når nu Jesus er død?

Og for kvinderne som vi i dag møder på vej ud for at se til graven er der også et ”næste”. Et ”næste” der netop ved første øjekast ligner fortsættelsen af den række af ulykker der har ramt Jesus og hans disciple. At nogen har fjerne Jesu lig, og dermed hånet mindet om ham. For Jesus er ikke i graven, og samtidig er der oven i købet et kraftigt jordskælv. Men selvom det er dramatisk og skræmmer kvinderne og vagterne, viser det sig at der her er tale om det stik modsatte, end den stigende magtesløshed som disciplene har oplevet indtil nu. For englens budskab til kvinderne, er at Gud med sin magt har grebet ind og brudt afmagten og modgangen, og har ladet det fantastiske ske, at Jesus er blevet levende igen, og er stået op af graven. Det fylder naturligt nok kvinderne med frygt og stor glæde på samme tid. Med frygt fordi denne oplevelse er frygtindgydende, storslået og overgår deres forstand. Og med glæde fordi håbet igen bliver vakt hos dem, efter at mørket havde fyldt dem.

Opstandelsesbudskabet kaster et helt nyt lys over alt det som de har oplevet sammen med Jesus indtil nu, og alt det som der er sket her i påsken. Fra at have lignet en kamp mod overmagten og en lang række af ulykkelige tilfældigheder, viser Jesu liv, nu hvad han var villig til at gå igennem for vores skyld, og det viser Guds plan for hvordan Jesus skulle komme frem til opstandelsen her påske morgen. Dagen i dag er målet.

Men samtidig sker der også det at graven som normalt, ikke bliver endestationen, men derimod en ny begyndelse, der sender dem ind i fremtiden med et nyt håb, sammen med Jesus. Derfor skynder de sig bort fra graven igen og hen til disciplene, for at dele budskabet med dem, og forberede sig på mødet med Jesus. Alt det glædelige ligger pludselig foran dem, og Jesus kaster i endnu større grad sit lys ind over deres liv. De kan leve deres liv i lyset af det håb og den magt som Jesu opstandelse giver dem, og de skal samtidig også være med til at udbrede budskabet om opstandelsen, til alle mennesker.

Og det gjorde de. Derfor kan vi også i dag holde påske og fejre Jesu opstandelse. Også selvom vi ikke kan mødes i kirken, men må gøre det sammen hver for sig. Derfor kan Jesu opstandelse også for os, kaste sit lys over hvordan den almægtige Gud har handlet mod os gennem sin søn Jesus. Han har vist sin kærlighed mod os ved at lade sin søn blive menneske, og gå gennem lidelse og død, for at opstå påskemorgen.

Og dermed kan påsken også kaste sit lys over vores fremtid. For påskemorgen overvandt han døds magt. Derfor giver han også os håbet om opstandelsen, at vi altid kan være med ham. Han giver os troen på at han kan være hos os, når alt er mørkt og håbløst for os, og vil gå med os gennem mørket til den anden side. Selv når vi står over for døden, der er det perspektiv som vi lever vores liv under, kan vi søge vores tilflugt hos Gud. Påskemorgen understreger muligheden for forandring og at vi ikke er overladt til mørket. Derfor er dagen i dag så afgørende for os kristne. Den betyder at beretningerne om Jesu ikke bare er nogle gode beretninger fra en svunden tid, som vi kan blive inspireret af, men en forkyndelse af Guds magt og derigennem det håb som Gud giver os, nemlig fremtiden sammen med ham.  

Dette budskab skal vi lade lyde igen og igen, fordi det også skal skabe forandringen og håbet i vores liv. Og det er et kærkomment budskab til os i en tid hvor netop afmagten og resignation kan fylde os, så vi fristes til at tænke at det hele kun bliver værre og værre. Her ser vi hvordan Gud midt i rækken af ulykker, viser sin magt og giver os håb. Et håb som vi kan tage med os gennem vores liv. Et håb som vi kan stole på og holde os til, også når vi selv oplever at mørket omslutter os. For i dag får vi at vide, at vi, når vi spørger os selv om hvad det næste bliver?, ja så kan vi få lov til at tro på at, at hvad det næste end bliver, ja vil Gud være med os, i det.

Ja, vi tror på påskemorgen,

klamrer os til påskedag.

Glæde har nu afløst sorgen.

Håbet fået overtag.

Alle kristne, råb det ud:

Jesus lever og er Gud!

Han har vundet. Død må vige.

Vi har vundet himmerige.

Glædelig påske.

Amen