Lyt til prædikenen

Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Lukasevangeliet 

Den udfordrende tjeneste 

Der var engang én der sagde til mig at præstekraven på præstedragten understreger det der er i centrum ved en gudstjeneste i den danske folkekirke, fordi den med sin placering markerer en opdeling mellem hovedet og resten af kroppen. Det væsentlige er så det der foregår over kraven altså hovedet: ordene, prædikenen og forståelsen. Derfor er kroppen gemt væk under præstekjolen, så den ikke kan forstyrre os i at holde fokus på det vigtigste. Denne kommentar er sagt i sjov, men samtidig også for at stikke til at det kropslige udtryk måske ikke fylder så meget i den danske gudstjenestetradition. Om der er noget om snakken, eller skulle være mere om snakken, må I selv afgøre. Dog må vi huske på, at Jesus selv er så meget mere end ord, og at vi derfor også skal være det. Hvis ikke til gudstjenesten, så i hvert fald i vores hverdag. Jesus talte ikke kun. Han gik ud til folk. Han spiste med dem. Han helbredte de syge. Han var i kontakt med mennesker og rørte ved dem. Han skal være vores forbillede i vores møde med vores medmennesker.  

Men her ved gudstjenesten vil jeg forsøge at gå et lille skridt videre end blot at tale. Ikke fordi jeg har tænkt mig at danse eller komme ned til jer. Jeg vil bare bruge min præstekjolearme, fordi jeg mener at det som Jesus her taler om, kan udtrykkes med tre forskellige bevægelser:   

Den første bevægelse er den som kongerne gør brug af, og som vi også kender så godt. De spidse albuer, som gør at man kommer frem i verden og holder andre bag sig. 

Den anden bevægelse er den som Jesus selv er det bedste eksempel på, og som han her også lærer sine disciple, nemlig den at tjene og give til hinanden.  

Og det fører så den tredje bevægelse, at vi må tage imod, det som den der tjener os, vil give os. Tage imod det som Gud giver os, og det som andre gør for os. 

Hvis man er stærk nok, fører den første af disse bevægelser til at man kommer frem i verden. Man venter ikke bare på at andre skal give én en chance, men griber den selv. Man lader ikke bare andre komme foran sig, men tager selv sin plads. Dermed opstår der et system, et hierarki der jo faktisk ofte viser sig at fungere, fordi de andre underordner sig under de stærke og fremtrædende. Problemet er bare at dette system fører angst og frygt med sig. For dem der bliver bestemt over, frygter dem der bestemmer, og omvendt kan dem der bestemmer frygte, at en anden vil vise sig at være stærkere end dem selv, og derfor tage deres plads. Systemet består kun så længe man har magten. 

Men Jesus viser os med sit eksempel, som den der tjener os, en anden mulighed, end at lade frygten råde. For Jesus der er den største, vælger at tjene os. Han siger det selv klart og tydeligt: Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Evangeliet handler ikke om hvad vi skal gøre for Gud, men derimod om hvad Han har gjort for os. Jesus kom til os, han vejleder os og er vores forbillede, og han gik i døden for os og opstod igen, alt sammen for at vi skal have fællesskab med Gud. Den største løfter de andre. Det er det han lærer os med sit eksempel. 

Her lærer han os så at vi også skal gøre det samme over for hinanden. Vi skal hjælpe og støtte hinanden, i stedet for at diskutere hvem der er den største. Jesu tjeneste for os, har forbundet os med hinanden. Vi er fælles om, at være dem som Jesus gik i døden for. På grund af ham kaldes vi Guds børn, - og vi er det. Derfor er vi søskende, brødre og søstre. Denne relation betyder, at vi skal tage os af hinanden. Og netop ved at tjene hinanden, styrker vi vores forhold til hinanden. Når den ene giver og den anden tager imod, får man betydning for hinanden, ikke fordi den anden er én man ønsker at sætte på plads, men derimod én som man vil tage sig af, fordi man hører sammen.  

Jesus har virkelig fat i noget her. Det giver virkelig god mening, at tjene hinanden, i stedet for at hævde sig over for hinanden. Det opbygger fællesskabet og styrker sammenholdet. Derfor er hans budskab her heller ikke fremmed for os. Gør mod andre hvad du vil at de skal gøre mod dig. Jesus har vist os vejen, og vi skal følge den.  

Men selvom budskabet i dag er fornuftigt, enkelt og ligetil, viser det sig at være rigtig svært at leve op til, når det kommer til stykket. Det bliver tydeligt hvis vi ser på hvornår Jesus siger disse ord til sine disciple. Det gør han lige efter påskemåltidet skærtorsdag, hvor han fortæller disciplene, at en af dem skal forråde ham. Og Simon Peter, der er den fremtrædende blandt disciplene, får at vide at han skal styrke sine brødre, men at han først må omvende sig, for at kunne gøre dette. Det kører virkelig ikke som det skal for disciplene. Gruppen er i fare for at gå i opløsning. Og her er vel at mærke tale om de mest betroede, Jesu nærmeste. 

Og hvis vi kaster blikket på kristne menigheder i dag, ser vi heller ikke kun tjenersind, men også mennesker der føler sig overset, forsmået, er blevet såret, og kommet i konflikt med hinanden. Og det er ikke kun når vi ser på alle de andre menigheder, men også hos os selv her i Herlev kirke, og når vi ser på vores eget liv. Hvorfor er det sådan, når Jesus nu har lært os, at vi skal tjene hinanden? Jo, det er fordi det er rigtig svært for os, at være ydmyge og tjene hinanden. Det ligger dybt i os, at vi bliver såret, når vi føler os overset og hvis vi føler at andre tager vores plads. Og når vi så endelig udviser tjenersind, ja så kan det vise sig, at motiverne ikke altid er så rene som de burde være. Derfor kan årsagen til at vi tjener de andre, i bund og grund være den, at vi vil være den største og have ros for vores indsats. 

For noget tid siden hørte jeg om en universitetsstuderende der skrev bogstaverne SDG på hver eneste opgave han skrev. SDG stod for det latinske Soli Deo Gloria som betyder Guds alene er æren. Ved at skrive disse bogstaver efter det som han har skrevet, viser han ydmyghed og minder sig selv om sin plads i forhold til Gud. Johans Sebastian Bach og flere andre komponister, skrev det samme på deres værker. Men netop denne forbindelse til udtrykket Soli Deo Gloria, gør at man kommer til at overveje, om denne studerende mener at det som han har skrevet, er på niveau med det som Bach har præsteret. For hvis det er tilfældet, vidner bogstaverne SDG jo ikke om ydmyghed, men derimod om at han har høje tanker om sig selv. Jeg kender ikke selv denne studerende og kender derfor heller ikke hans motiver, men sagen er at vi alle sammen er i risiko for at vores ønske om at være ydmyge og vise tjenersind bliver til det modsatte, så vi på hyklerisk vis bliver stolte af vores ydmyghed og på grund af den anser os for at være bedre end de andre. Der kan også ske det, at vores fokus ændrer sig undervejs, så det der begynder med ydmyghed på et tidspunkt bliver til stolthed.   

Et andet eksempel på at ydmyghed kan være svært, så jeg i sommers da jeg var på Fredensborg slot med min familie. På gulvet i den store sal med det flotte mønster, som vi har set i tv når kongehuset holder fester, har arkitekten i det ene hjørne fået håndværkerne til at lave en fejl i mønsteret, fordi det kun er Gud der er ufejlbarlig, og dermed markere at det er han ikke selv. Dette er på den ene side et tegn på en stor ydmyghed, hvor han sætter sig selv på sin rette plads i forhold til Gud, men på den anden side må man også konstatere at han egentlig ikke regner med at lave fejl, når han må planlægge den og lave den med vilje. Det viser os hvor kompliceret det hurtigt bliver, når vi ser på hvad vores motiver og bevæggrunde er. De er ikke altid helt klare. Og måske heller ikke altid helt fine i kanten. 

Det store spørgsmål er så hvad vi skal gøre ved det? Skal vi på forhånd opgive at tjene hinanden, fordi vores erfaring siger os, at vi er i risiko for at ende i splid og hykleri? Nej det skal vi ikke. Vi skal tjene hinanden fordi Jesus siger det. Fordi det er det han har lært os gennem sit eget eksempel. Det, at vi modtager alt fra Gud, skal få os til at give noget videre til hinanden. Vi skal blive ved med at prøve at vise tjenersind, også der hvor det har været svært for os, og måske stadig er det. Vi skal kæmpe videre. 

For vi ser her at Jesus ikke opgiver sine disciple, selvom han havde god grund til det. Simon Peter er ikke der hvor han skal være i forhold til hans brødre, men Jesus ved at det vil ændre sig, og at han på et tidspunkt kommer til at tage ansvar for dem. Jesus beder for Peter, han tror på ham og har tålmodighed med ham. Han opgiver ham ikke. Det er netop dette, at Jesus ikke opgiver os, der skal give os mod til heller ikke selv at opgive, hverken os selv eller hinanden, selvom vi ofte kan gøre livet svært for hinanden. Vi skal modtage og give. Både gennem ord og handling. Både med det der er over og under pibekraven. 

Amen