Julesøndag, 29.12.19

Julesøndag, 29.12.19

Julesøndag, 29.12.19

# Prædikener

Julesøndag, 29.12.19

Lyt til prædikenen

Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere. 
Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Matthæusevangeliet 2,13-23

Julens møde med ondskaben

Julen er en tid hvor vi tænder lys. I byerne bliver byens juletræ tændt, og juleudsmykningen bliver sat op på pladserne og i de centrale gader. Og i haverne på villavejene bliver der i disse år sat julelys op som aldrig før. Opfindsomme, sjove og flotte juleudsmykninger dukker op i vores nabolag og får os til at trække på smilebåndet. Alle disse lys hygger og gør juletiden til noget særligt, fordi de lyser op i en kold og mørk tid.

Men det er ikke kun i forbindelse med juleudsmykningen, at julen handler om at der bliver tændt lys. For mange af de tekster fra bibelen, som vi samles om her i julen, handler også om at der bliver tændt lys, nemlig at Guds lys bliver tændt i vores verden. Vi har kunne læse om: solopgangen fra det høje der besøger os, for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og at: I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Dagen i dag er ingen undtagelse da vi i vores første læsning hørte salmistens budskab om at: Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Igen og igen bliver vi mindet om, at Guds lys ved Jesu fødsel, blev tændt ind i vores mørke.

Men i dag lyder der også bogstaveligt talt et ramaskrig midt i julens lys. For i dag svarer mørket tilbage, ligesom det gjorde anden juledag med beretningen om Stefanus stening. I dagens prædiketekst hører vi om babyer der bliver slået ihjel som en følge af Jesu fødsel, og vi hører om, at Jesus selv begynder sit liv som flygtning fordi hans forældre frygter for hans liv. Den ondskab som vi møder i dag er så brutal og voldsom, at den kan give os anfægtelser i forhold til Jesus og julens budskab. For hvad betyder Jesus og julen egentlig for os når det kommer til stykket, når først ondskaben rammer os? Og hvordan kan Gud være god, når verden er ond? Det er spørgsmål som vi mennesker også må forholde os til og kæmpe med. Mange mennesker har mistet troen på Gud og er blevet Ateister i mødet med menneskers ondskab. Men hvad kan dagens prædiketekst vise os om julens møde med ondskaben?

Jo, den viser os først og fremmest hvordan Jesus møder vores verden. Han holder sig ikke på sikker afstand, så han ikke får beskidte hænder, men går ind midt i det fordærvede og ulykkelige. Som barn var han flygtning og deler derigennem skæbne med alle de mennesker der verden over må flygte fra deres hjem, fordi nogen stræber dem på livet. Som voksen oplevede han dødsangsten i Getsemane have, da han stod foran hans tilfangetagelse, lidelse og død, og deler dermed den angst som vi også kan opleve i vores liv. Han kunne være sprunget fra, han kunne være gået en anden vej, men han valgte lidelsen for vores skyld. Han var en lidelsernes mand, fordi det var det vi havde brug for.

Dernæst ser vi også her at Jesus, selvom han er Jødernes kone, ikke bor på et fint kongeslot, men derimod under mere jævne forhold i Nazaret. Hvis han havde boet på et slot, ville han havde levet et liv i luksus, og han havde haft tjenere der kunne løse alle hans problemer, men han ville ikke vide hvordan almindelige menneskers hverdag, var. Han ville ikke kende til deres problemer og udfordringer. Men fordi han bor midt blandt dem, og deler vilkår med dem gennem hele sin opvækst, ved han hvad de oplever og hvilke udfordringer de står i.

Og endelig ser vi også gennem denne beretning, at Gud har en vej gennem trængslerne. Det er tydeligt at vi har at gøre med en familie der er presset af de ydre omstændigheder og derfor ikke har det store overskud. De er magtesløse over for mægtige mænds beslutninger. Da de får at vide at Herodes vil have slået Jesus ihjel, må familien stå op midt om natten og flygte til Ægypten, for at komme udenfor hans rækkevidde. Og de kan først tage videre, da budskabet om hans død, når dem. Og da de hører at Herodes søn er blevet konge i Judæa, må de finde et andet sted at tage hen, hvor de ikke skal være bange for at blive forfulgt. Men gennem denne barndom på flugt, ser vi alligevel at familien klarer sig igennem, og samtidig går skriftstederne i opfyldelse, fordi det der sker er en del af Guds plan. Gud har en vej gennem lidelserne og ondskaben. Familien og Jesus kommer derhen hvor Gud vil have at de skal være. Og han vokser op, så han kan udføre den plan som han er sendt til verden for at udføre. Guds plan går i opfyldelse.

Det næste spørgsmål er så hvilken betydning det har for vores møde med mørket og ondskaben, at Jesus gik gennem den modgang og disse trængsler, som vi hører om her? Jo, det at lidelsen ikke er fremmed for ham, betyder først og fremmest, at vi i ham møder en der kender den modgang som vi kan komme ud for. Når vi oplever fortvivlelse ondskab og lidelse, er vi ikke overladt til os selv, fordi Jesus kun beskæftiger sig med de gode og de sejrrige, og ikke ved hvordan han skal håndtere lidelsen. Nej tværtimod. For Jesus kender lidelsen på sin egen krop, han tog den på sig. Han var flygtning. Han identificerer sig med de fattige, de syge og dem der er i fængsel. Derfor rummer Jesus lidelsen mere end nogen anden.

Og samtidig møder han os mit i lidelsen. Julens budskab er nemlig ikke, at vi alle sammen blev flyttet over ”på den sikre side”, hvor det hele bare kører for os, så vi ikke oplever modgang og lidelse mere. Nej, derimod handler julen om at Gud ved Jesu fødsel er trådt over på vores side. Derfor kan han være hos os midt i lidelsen. Solopgangen fra det høje lyser for dem der sidder i mørke og dødens skygge, ikke kun dem der har siddet der. Lyset bliver tændt midt i mørket, derfor kan Jesus være hos os midt i vores fortvivlelse og lidelser. Vi kan dele det hele med ham, og søge trøst og styrke hos ham, til at komme igennem. Og det er netop lige præcis det vi har brug for, når livet er mørkt for os. Derfor er dagens prædiketekst ikke en pludselig aflysning af julens budskab, men en uddybning af hvilken grænseløse betydning den har for os.

Ud over budskabet om at Jesus kan være hos os, i vores mørkeste time, viser denne beretning os også, at Gud har en vej ud af det mørke som vi nu befinder os i. Når mørket omslutter os, er det så totalt, at vi ikke kan se en vej ud af det. Men når lyset bliver tændt, viser vejen sig. Den vej der var for Jesus gennem lidelse og modgang, frem til at han til sidst kunne vokse op og fuldføre den plan som Gud havde for ham, betyder at der for os også er en vej for os, når mørket omslutter os. Jesus kan ikke bare være med os gennem vores prøvelser, han kan også modtage os på den anden side af dem, hjemme hos sig.

Det perspektiv som julesøndag i dag giver os på julen, er at dens betydning varer ved. Den er ikke bare en fin lille historie i en mørk tid, men glædesbudskabet om at Gud gennem sin søn Jesus kan være med os midt i mørket, og til sidst føre os helt igennem det til ham på den anden side. Dette perspektiv på julen er afgørende for os, og vi skal huske på det og tage det med os i vores hverdag, så julen og dens betydning varer ved for os.

Amen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed