Lyt til prædikenen

Luk. 1, 67-80

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Den røde tråd

Her i adventstiden ser vi frem mod jul og forbereder os både mentalt og praktisk på at blive klar til at fejre Jesus fødsel d. 24. december. Dagen i dag, 3. søndag i advent, er heller ingen undtagelse. I dag får vi mulighed for at følge den røde tråd der er i Guds frelses plan for os mennesker. For sagen er at Jesu fødsel ikke bare er en pludselig indskydelse, men derimod en begivenhed som Gud har planlagt gennem mange generationer. Jesu fødsel er dermed kernen i den storslåede plan som han har lagt for at frelse os. En plan der var i gang længe før hans fødsel, og som har betydning os der kommer efter, mange år senere.

Det, at Gud har forberedt sin frelse af os, svarer til at et redningshold planlægger og forbereder sig grundigt, for at kunne træde til når mennesker kommer i nød. Hvis en person bliver nødstedt i barske omgivelser, kan en hurtig redning ofte kun lade sig gøre, fordi der er står et redningshold med det rette udstyr parat til at rykke ud, så snart der bliver slået alarm. Redningsholdets betydning består i at de har forberedt sig på alle tænkelige nødsituationer, der kan opstå. De har trænet hårdt, anskaffet sig det udstyr som de kan få brug for og de holder til i nærheden af det område hvor ulykkerne kan opstå, for at de kan nå frem i tide.

På samme måde har Gud også i god tid planlagt sin redningsaktion af os, for til rette tid, at kunne give os lige præcis den hjælp som vi har brug for i den nødsituation, som vi befinder os i. Guds forberedelse består i hans relation til os. Han møder os og rækker ud til os. Derigennem lærer vi ham at kende og han kan fortælle os hvad der er hans vilje med os. Det gamle testamente beskriver hvordan denne relation er opstået. Det beskriver hvordan Gud gennem Abraham, opretter en pagt med sit folk. Vi hører om hvordan forholdet mellem Gud og sit folk går op og ned, hvordan de indimellem er lydige mod ham og indimellem ulydige, og om hvordan de til tider oplever Guds nærvær bogstavligt og til andre tider oplever ham som fraværende, så de er i deres fjenders vold. I de perioder hvor det ser mørkest ud for Israelitterne, sender Gud sine profeter til dem for at trøste dem, og for at holde dem i fast i tilliden til Ham. Han sender profeterne, med løftet om at Gud en dag vil gribe ind, og fjerne deres smerte. Det har vi også set et eksempel på i dag , da vi læste fra profeten Esajas, hvor det bl.a. lød: Trøst mit folk, for din gæld er betalt. Mennesker skal se Guds herlighed, og Gud står fast.

Johannes døberens far, Zakarias, var præst og kendte derfor denne forhistorie mellem Gud og hans folk ud og ind. Og grunden til at han her er så overstrømmende i sin lovprisning af Gud, er at han ser en sammenhæng mellem Guds løfter og Jesu fødsel som er nært forestående. For der er nemlig en rød tråd i den måde som Gud handler på over for os mennesker. Han står ved sine løfter til os, og han fører dem ud i livet, fordi han af hele sit hjerte ønsker at vi skal se hans herlighed og møde ham. Det er det som er blevet åbenbaret for Zakarias. Og hans egen søn Johannes får en central plads i denne plan, fordi han skal være den højestes profet. Det er hans opgave at forberede mennesker på at tage imod Jesus når han kommer.

I dag får vi sammen med Zakarias derfor mulighed for at få det store overblik, hvor vi kan se hvordan Gud handler. Det der fra vores perspektiv ofte ser ud som om Gud er fraværende og at hans indgriben, mest af alt ligner et udslag af tilfældigheder, viser sig her som en del af en overordnet plan hvor Gud griber ind i rette tid og sted, med de mennesker som er hans redskaber. Vi skal her i adventstiden fordybe os i det perspektiv som Zakarias her viser os, for at blive mindet om hvordan Gud handler, så det giver os tillid og forventning til ham.

Mange af de tekster som vi læser i advents og juletiden, handler om lys, og dagens tekst er ingen undtagelse, når Zakarias taler om solopgangen fra det høje, der vil besøge og lyse for dem der sidder i mørke og dødens skygge. For sagen at Gud bruger lys i sin redningsaktion. Og det giver god mening, da lyset jo netop er en uundværlig hjælp, når den nødstedte befinder sig i mørket. Hvis en redningshelikopter bliver sendt ud for at finde en der er blevet væk om natten, har den påmonteret projektører på sig, så den kan lyse ned på jorden eller på vandet, for at man derved kan få øje på den der er blevet væk. Hvis man befinder sig nødstedt og alene i mørket, er ens magtesløshed åbenlys. Man ved ikke hvor man er, man kan ikke selv komme fri, og man ved ikke hvor man skal finde hjælpen henne. Men i det øjeblik lyset skinner på én, er forandringen total og man ved at man er fundet. Nu bliver man set af redningsfolkene der ved hvor de skal sætte ind med deres redningsindsats, frelsen er nær. Forandringen indtræffer i det sekund lyset er over en, selvom der er en forhistorie med at få slået alarm og få sendt helikopteren afsted.

Julen skaber den samme forandring for os, som lyset gør for den nødstedte i mørket, fordi solopgangen fra det høje, her lyser på os. Det gør den fordi sagen er at vi er nødstedte i mørket uden Gud. Vi kan ikke lyse op for os selv, Vi har brug for hjælp udefra. Bibelen lærer os at Gud er det lys, der kan lyse vores liv op. Uden ham er vi overladt til os selv.

Samtidig befinder vi os også bogstavligt talt i dødens skygge. Fra det øjeblik vi bliver født kan døden indtræffe. Det er et grundvilkår der hører med til at være menneske, og som kaster sin skygge ind over vores liv. Derfor er døden på en eller anden måde altid et tema i vores liv. I nogle perioder kan den virke langt væk fra os, så vi ikke tænker på den, og så den derfor heller ikke fylder meget for os. Men i andre perioder har vi den helt inde på livet, så den måske fylder det meste af vores hverdag. Men virkeligheden er at uanset hvor meget døden aktuelt fylder i vores hverdag, er den der hele tiden som et vilkår vi må forholde os til.

Ved Jesus fødsel bliver Guds lys tændt ind i vores verden. Nu er mørkets magt blevet brudt. Lyset skinner for os og kan lede vore fødder ind på fredens vej. Lysets tilstedeværelse gør at vi kan se den situation som vi befinder os i. Og vi kan se hvad vi skal gøre for at forandre den. Og Jesus selv er denne fredens vej som vi kan sætte vore fødder på. Det er denne mulighed som Gud længe har planlagt at give os, og som nu bliver til virkelighed for os. At Gud gennem Jesus er til stede i vores verden og i vores liv.

Og dermed danner julen grundlag for den tredje fase, som Paulus beskrev for os i andet Korinterbrev, nemlig følgevirkningen af at Guds lys i julen blev tændt i vores verden. For det betyder at Gud også lader sit lys skinne i vore hjerter, til oplysning og kundskab om Guds herlighed. Det betyder at Gud har givet os en åbning, en åbning til livet sammen med ham. Derfor kan Paulus sige: vi er trængt, men ikke lukket inde, vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede, Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Midt i det mørke som vi kan møde i vores liv er Guds lys blevet tændt med løftet om at mørket ikke skal få den enelige sejr. Vi kan have håbet med os fordi det blev jul, og Jesus blev født ind i vores verden.

I dag får vi altså lov til at se det hele i det helt store perspektiv. Her ser vi at Gud elsker os og vil os. Og for at vi kan være sammen med ham, lovede han at sende sin salvede, sin søn til jorden. Og derfor kan vi hvert år til jul fejre, at Gud i sin visdom påbegyndte sin storslåede plan gennem Jesu fødsel. Han er det lys der skinner ind i vore hjerter, der gør at mørket ikke skal overmande os. Det er dette perspektiv som vi skal holde os for øje her i adventstiden.

Amen