Lyt til prædikenen

Markusevangeliet 2, 1-12 Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

Lad os bede:

Herre Jesus Kristus, vi er her foran dig i dag og beder dig om at trænge igennem vor afmagt og give os det, du alene kan give, du enestående.

Amen

Vi skal ikke holde os tilbage

Der sker en del i dagens prædiketekst, der kan give os stof til eftertanke.

For det første møder vi nogle mennesker, der tager ansvar for et af deres medmennesker ved at følge deres overbevisning, nemlig den at Jesus er den der kan hjælpe ham. Dermed afslører de, at de ikke er i besiddelse af den samme åndelige blufærdighed, som mange af os i dag har, når det drejer sig om tro og vores forhold til Jesus. I dagens Danmark, er det ofte sådan, at vi holder vores holdning til livets store spørgsmål for os selv. Enten fordi vi er bange for at falde udenfor det der er det normale, så de andre vil synes at vi er lidt sære, eller fordi, det at der skal være plads til os alle sammen, gør os bange for at blive for anmassende med vores tro og vores indstilling til livet. Men for de mænd der her bringer den lamme mand til Jesus, er sagen en anden. Med deres handling over for den lamme mand, viser de at tro og religion for dem, ikke kun er en privatsag, så at det derfor er op til manden selv om han vil opsøge Jesus. Nej de bærer ham selv hen til Jesus, fordi de er overbeviste om at det er det som han har brug for. For os er troen heller ikke kun en privatsag, når det kommer til stykket. Som Kristne er vi både kaldet til at udbrede evangeliet om Jesus, og til at tage ansvar for hinanden. Derfor får vores tro også indflydelse på den tilgang som vi har til hinanden.

Vi kan også i dag følge mændenes eksempel ved at hjælpe vores medmennesker hen til Jesus, også selvom om vi ikke kan gå hen til det hus, hvor han fysisk befinder sig. Det kan vi f.eks. ved at fortælle andre mennesker om ham, ved fortælle om vores egen tro, ved at vise hen til de steder hvor der bliver talt om ham, og ved sammen at læse bibelens beretninger om ham. Vi kan også bære hinanden hen til Jesus, ved at bede for hinanden.

Dernæst kan vi også lade os udfordre af mændenes beslutsomhed. De lader sig hverken stoppe af at huset er helt fyldt af mennesker eller af det tag der er over Jesus, men gør i stedet det der skal til, for at de kan bringe manden helt hen til Jesus. De stopper først i det øjeblik han ligger lige foran ham. Denne ihærdighed viser os to ting. Den ene er at de påtog sig et meget stor ansvar for deres ven. De satte ham ikke uden for døren i huset hvor Jesus befandt sig, og overlod ham til tilfældigheder og andres barmhjertighed, i forsøget på komme de sidste stykke til Jesus. Derimod sørgede de selv for at han nåede frem til målet. Og det fører os til det næste, nemlig hvor vigtigt det var for dem, at han kom hen til Jesus. Det kunne ikke vente til en anden dag. For manden havde brug hjælp, og Jesus var ham der kunne give ham denne hjælp. Derfor var det altafgørende for dem, at han kom hen til ham. Deres insisteren viser den alvor som vores forhold til Jesus er forbundet med. Det er altafgørende for os, at vi møder ham, fordi vi har brug for hans hjælp. En hjælp som vi kun finder hos ham.

Det er denne store alvor, der driver mændene til at gøre denne ekstraordinære indsats for deres ven. Og deres indsats er virkelig stor, så stor at den også imponerer Jesus. Men samtidig slutter deres indsats også her foran Jesus. For vores møde med Jesus er personligt, det er nu op til manden selv at modtage det som Jesus vil give ham. Her kan de andre ikke gå for ham længere. Det samme er tilfældet for os. Andre mennesker kan stoppe os op, de kan inspirere os, de kan vise os vejen hen til Jesus, de kan bede for os, men mødet med ham, mødet med Gud er personligt. Her skal vi selv på banen. Derfor kan vi heller ikke henvise til andre, f.eks. vores forældres eller vores venners store tro. Vi skal selv beslutte os. Vi skal selv tage imod. Og det gør han. Han tager imod Jesu tilgivelse og Jesu helbredelse, også selvom vi ikke hører om nogen aktiv handling fra hans side.

Men selvom mændene må slippe deres ven foran Jesus, behøver det ikke at betyde, at de er gået hjem. Deres omsorg for ham betyder formentlig, at de følger spændt med i hvad der foregår mellem manden og Jesus. Når de nu har båret manden hen til Jesus, vil de også se frugten af deres anstrengelser. Hjælper Jesus nu også manden, som de forventede at han ville gøre? Og hvad var deres forventning egentlig? Ja den var formentlig den at Jesus ville sige det ord der gør manden rask. Men det gør han ikke, i stedet tilgiver han ham hans synder. Hvorfor gjorde han det? Jo, det gjorde han fordi han kendte denne mand, selvom han lige havde mødt ham. Derfor vidste han hvad manden havde brug for, også selvom denne ikke selv kunne sætte ord på sit behov. Han havde brug for tilgivelsen, fordi hans synder var det der adskilte ham fra Gud. Vores synder gør at vi ikke kan være der hvor vi bør være, nemlig foran Gud. De hindrer os i at modtage alt det som han vil give os. Derfor har vi brug for, at de bliver fjernet. At det er dette behov, som Jesus møder hos manden, viser os hvad det er som Jesus kan. Han kan se hvem vi er og hvordan vi har det, inderst inde. Derfor kender han os, og han kender vores behov. Derfor har vi også brug for at være i den samme position som den lamme mand, nemlig foran Jesus. For her får vi opmærksomhed, her får vi kraft og styrke her finder vi lægedom for vores sår. Gennem bøn og stilhed kan vi give plads til ham. Og derigennem giver vi også ham mulighed for at tiltale os.

Og her er det at Jesus viser manden og os vores grundlæggende behov, ved at tilgive ham. Ofte kan vi blive træt af al den snak om synd. Hvorfor skal vi gå med bøjet hoved? Hvorfor skal vi altid høre om problemer? Men det her handler ikke om at Jesus vil udskamme manden her, tværtimod. For han har brug for tilgivelsen, fordi det er synden der adskiller ham fra Gud, ikke Jesus. Luther taler om synden som det at være indkroget i sig selv. Og når man er det bliver man drevet af sine egne behov, og man kommer derved let til at såre andre, og derved opstår der en adskillelse mellem de to parter. Når andre sårer os bliver vi vrede. Måske giver vi igen. Vi trækker os tilbage og kommer i alarmtilstand, vi er på vagt og stoler ikke på de andre. Det er som en gift der breder sig, og vi argumenterer for hvem der har skylden, hvem der startede. Men denne diskussion betyder ikke at adskillelsen ophører, men derimod at den bliver større. Og bibelen lærer os at det samme er tilfældet i forhold til Gud. Vores synd skaber afstand mellem os og ham. Det er denne afstand som Gud har sendt Jesus til os for at fjerne. Og det er det som tilgivelsen gør. Den fjerner afstanden og gør at vi kan komme tæt på hinanden igen. Det gør den både mellem os mennesker og mellem os og Gud. Gennem sin tilgivelse, tager Jesus manden ud af sin ensomhed, så han ikke er overladt til sig selv, men får mulighed for at møde Guds omsorg. Det er både mandens og vores mest grundlæggende behov, som Jesus her opfylder. Vi bliver altså nødt til at snakke om synd, for at vi kan nå frem til tilgivelsen og forsoningen.

Men for at vise os at han virkelig har magt og kan gøre det som han siger at han kan, tager Jesus også fat om mandens synlige problem, ved at gøre ham rask. Derved viser han os hvad han er i stand til, så vi derfor også kan have tillid til, at han er vejen til Gud for os. Og derfor blev folk helt ude af sig selv af begejstring, hvilket medvirkede til at budskabet om ham blev spredt endnu mere, så endnu flere fik kendskab til ham. Og budskabet om ham er nået ud over hele jorden op gennem generationerne og frem til os i dag. Derfor kan vi også i dag have frimodighed til at bære hinanden hen til Jesus, fordi han kan give os den fornyelse og forandring som vi har brug for liv.

Amen