Lyt til prædikenen

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Luk. 7,11-16

Livet og forgængeligheden

I salmen ”I østen stiger solen op”, som vi begyndte vores gudstjeneste med, sang vi i det sidste vers:

Du soles sol fra Betlehem! Hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis!

Her beskriver Ingeman hvordan Guds lys kommer ind i vores verden, gennem Jesus, som han kalder ”Du soles sol fra Betlehem”. Men samtidig beskriver han også hvordan lyset kommer til os i glimt. Det skinner ikke uafbrudt, men bryder indimellem igennem, og oplyser vores liv. Netop det med at opleve lyset i glimt, kan man vel betegne som et grundvilkår der hører med til livet og det at være et menneske hvis opgave er at leve livet. Til tider oplever vi lyset og glæden i vort liv, og til tider mørket og modgangen. Perioderne hvor lyset dominerer, kan både være kortere og længere, men oftest vil vores liv nok føles som en blanding, hvor vi samtidig oplever både medgang og modgang i vores liv. For begge dele hører livet til, både lyset og glæden og mørket med kampene der skal kæmpes. Men samtidig oplever vi også at lyset og mørket langt fra altid er ligeligt fordelt. Nogle mennesker ser ud til at opleve virkelig meget modgang, og perioderne med modgang kan være lange indimellem.

I dagens prædiketekst møder vi en kvinde der i dette øjeblik er ramt af et virkeligt tungt mørke. Måske har lykken tidligere tilsmilet hende, men det føles som betydningsløst lige nu, hvor sorgen og mørket er altdominerende. Det er denne magt, mørket har. Det som vi får at vide om hende er at hun er enke og at hun har én søn, som nu er død. Hun har altså både sin mand og sin søn, så derfor står hun nu alene tilbage. Har hun mødt urimeligt meget modgang? Tjah, spørgsmålet er jo hvad er rimeligt? Hvad kan vi kræve når det handler om vores liv? Livet er jo netop sådan, at vi ikke altid selv kan tilrettelægge det, så det passer os. Vores opgave er derimod og håndtere de vilkår som livet giver, men tydeligt er det, at hun er hårdt ramt.

Når man står over for mennesker som livet har været hårdt imod, kan det være virkeligt svært at finde de rigtige ord. Hvad skal man gøre? Hvad skal man sige? Skal man sige: ”Det skal nok gå”, eller ”jeg forstår dig”, For gør man virkelig det? Det er virkelig ikke let at finde de rette ord.

Det vi ofte gør i sådanne situationer hvor vi står over for én der er ramt af ulykken, er at vi tænker på hvordan det ville være, hvis det var os selv der havde mistet? Derigennem får vi en fornemmelse af hvordan den anden er ramt. Men vi kan stadig ikke tage den andens sorg på os. Derfor er det som vi kan gøre, lige præcis det som de mange mennesker fra Nain her gør. De viser deltagelse. De går hendes smertes vandring sammen med hende. De er ved hendes side. Det samme kan vi være når dem omkring os, er ramt. Vi kan være hos dem, selvom vi ikke har så meget at sige, fordi vores ord ikke slår til. Vi kan vise at vi er villige til at dele både glæden og sorgen med hinanden.

Men så sker der noget. For det her dødens, sorgens og smertens optog møder Jesus som jo også er blevet en del af et optog, fordi der er så mange der følger ham. Og hans optog er den diametrale modsætning til det første. Hvor det første optog kan betegnes som dødens optog, må det andet betegnes som livets optog fordi Jesus er med. Det må det fordi Jesus bringer noget helt nyt ind i vores verden. Det som han bringer er livet med Gud, fordi Gud har sendt ham til os, for at vi kan høre ham til. For at vi skal møde hans kærlighed og nærvær, og være hans børn. På grund af denne forbindelse åbner Jesus en helt ny verden for os. Han kan lære os om alt det som har med Gud at gøre, og han har en magt til at gøre ting som ingen anden kan. Derfor sker der virkelig noget når Jesus er til stede. Det ser vi gennem bibelens beretninger om ham. Det er derfor er der så mange mennesker der opsøger ham og følger ham. Og der er noget at komme efter, for Jesus er bevidst om sin opgave, han ved at han er lægen der er kommet for at læge de syge. Derfor ser vi også her at Jesus bliver bevæget. Han ynkedes over det der er sket.

Og forandringen er da også total, for enken, for Jesus gør hendes søn levende igen. Med et bliver hun rykket ud af sorgen og fortvivlelsen, og kommer tilbage til livet sammen med sin søn. Der er ikke noget til at sige til, at det gør et indtryk og skaber ærefrygt blandt dem der oplever det. Et større spring fra død afmagt og fortvivlelse kan vi ikke forstille os.

For 13 år siden havde jeg selv en oplevelse af at gå fra det mørkeste mørke til glæden. Min far var blevet dårlig og var kommet på sygehuset. Og lige da vi troede, at det hele overstået og alt var godt igen, fik en læge en mistanke om at min far havde en udposning på hovedpulsåren. Derfor sendte han ham hurtigt mod rigshospitalet i en ambulance. Samtidig ringede min mor til mig og satte os ind i situationen. Vi boede tæt på rigshospitalet og vi gik der over og mødte lægerne, der undrede sig over, at vi var kommet før ambulancen. De fortalte os hvor farligt situationen var for ham, hvis der virkelig var tale om en udposning på hovedpulsåren fordi der så kunne gå hul på den og det ville være akut livstruende, men de understregede samtidig at der jo indtil videre kun var tale om en mistanke. Lidt efter kom ambulancefolkene med min far, og vi kunne tale med ham. Mens vi gjorde det, var nogle læger ved at undersøge ham. Og pludselig løber de nærmest væk med ham, og det stod klart for os at mistanken var blevet bekræftet, situationen var alvorlig. Han blev opereret om natten, og vi måtte tage hjem for at vente. Da operationen var overstået, var der positivt nyt, og han kom sig. Fantastisk. Livet gik videre.

Men denne nat står tydeligt for mig som en nat, hvor jeg virkelig mærkede vores dødelighed, og livets sårbarhed fuldstændigt nærværende. Her stod håbet og fortvivlelsen side om side, og skiftedes til at have overhånd. Det kunne gå begge veje, der var ikke noget vi kunne gøre.

Jeg ved ikke om denne oplevelse får mig til at takle menneskets dødelighed bedre, for jeg er ikke blevet i den. Jeg føler ikke dagligt fortvivlelsen og livets sårbarhed på samme måde som jeg gjorde denne nat. Det tror jeg heller ikke jeg kunne holde til. Men jeg ved, at den kan ramme mig igen, hvornår det skal være. Det er ikke en følelse, men nærmere en bevidsthed om livets vilkår. Det samme er tilfældet for enken i vores prædiketekst. Hun er med ét taget ud af hendes fortvivlelse, men hun ved at den kan vende tilbage igen, fordi død og afsked stadig er et vilkår i vores verden.

Men hvordan skal vi så forholde os til dette vilkår? Jo, jeg tænker at vi skal være bevidste om den virkelighed som vi befinder os i, så vi ikke lever i en fantasiverden, hvor der ikke kan ske noget ondt. Men vi skal heller ikke begrave os i pessimisme og bekymringer over alt det som muligvis kan ramme os, rundt om det næste hjørne. Det var budskabet til os i sidste søndags prædiketekst. Lad vær med at bekymre dig. Du forlænger ikke dit liv ved at bekymre dig. Derimod skal vi glæde os over alt det som vi har fået, og over de mennesker som vi har omkring os. Vi skal glæde os over alt det lys som skinner ind over vores liv. Og vi skal glæde os og være taknemmelige når miraklet indtræffer og ulykken bliver afværget, ligesom enken og indbyggerne fra Nain gjorde.

Men der er en helt afgørende ting til for os. For denne beretning giver os håb, ved at vise os hvem Jesus er. For som sagt er han den der giver os livet, livet sammen med Gud. Gennem ham er Gud trådt ind i vores verden. Og gennem sin død og opstandelse, har han overvundet dødens magt. Ikke i den betydning, at vi ikke møder sorg og død, men derimod i den betydning, at Gud kan være med os hele vejen, og at vi kan være hos ham til sidst på den anden side af døden. Han har overvundet dødens magt før, og han har lovet os at han vil gøre det igen. Det er dette store perspektiv, som vi i dag får indblik i. Det skal vi tage med ind over vores eget liv. Det skal give os tillid til Gud, og det skal give os håb, når mørket er over os. Derfor kan vi senere synge med Jakob Knudsen:

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

lad mig ikkun stævne imod min grav:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,

ud hans hånd mig river af dødens garn.

Amen