Lyt til prædikenen

Den livgivende forbindelse

Hvad er forskellen mellem at være oplyst og være forblændet? Jo, den er vel grundlæggende set den, at vi kan se det der er omkring os, når vi er blevet oplyste, hvorimod vi ikke kan se noget som helst når vi er blændet. Når vi er oplyste, skinner lyset på området omkring os, så det der før lå hen mørke, nu er kommet frem i lyset, så vi kan se det. Men hvis lyset derimod rammer os direkte i øjnene bliver vi blændet, med det resultat at vi ikke kan se noget som helst.

Også når det handler om indsigt og visdom, kan vi opleve denne forskel mellem at være oplyst og få indsigt på den ene side, og det at blive blændet og dermed få forkert eller ingen indsigt, på den anden. Vi kan møde mennesker der er så engagerede og karismatiske, at de så at sige suger os med ind i deres tankegang, og fører os ind i deres verden, så denne nye verden med en ny og dybere indsigt åbner sig for os. Vi ser lyset og begejstres over alt det nye og inspirerende som vi oplever. Men efterfølgende, er det så at tvivlen kan opstå i os. For er vi blevet oplyste eller er vi blevet forblændede? Og på et senere tidspunkt kommer vi måske frem til, at vedkommende havde blændet os, så vi blev ukritiske, og ikke kunne bedømme det budskab som han eller hun bragte os. Og vedkommende selv og det lys vi oplevede, viste sig i virkeligheden at være falsk.

Med sin advarsel om de falske profeter i dagens prædiketekst, fortæller Jesus os, at det samme også kan ske i forhold til vores relation til Gud. Vi kan blændes, så vi i stedet for at få indsigt, bliver vildledt og dermed kommer til at mangle indsigt. Så vi i stedet for at møde Gud, bliver ført væk fra ham. Problemet er bare at Gud bruger profeter, så vi ikke bare kan sige, at vi ikke vil have noget med profeter at gøre. Gud bruger os mennesker til at viderebringe sit budskab. Det gjorde han i det gamle testamente, det gjorde han i det nye testamente og det har han gjort lige siden. Derfor har vi brug for profeter til at vejlede os i hvad vi skal gøre og vise os hvilken retning som vi skal gå. Så derfor er det er ikke profeter som vi skal tage os i agt for, men derimod falske profeter. Og det giver os jo denne åbenlyse udfordring at vi bliver nødt til at skelne. Hvad er godt og sundt for os, og hvad er skidt for os?

Men hvordan skelner man så mellem sande profeter og falske profeter? Problemet er at falske profeter ikke ligner falske profeter. Indeni er de glubske ulve, men udenpå kommer de i fåreklæder. De fremstår milde og harmløse. De er inspirerende og tillidsvækkende. Derfor er de svære at opdage. Og det er selvsagt farligt at tro, at man står over for et får, når man i virkeligheden står over for en ulv. Derfor fremgår vores sårbarhed tydeligt her i forbindelse med Jesu advarsel. Den sårbarhed der altid er til stede når vi stoler på andre. For så risikerer vi også at blive bedraget. Men omvendt: hvis vi aldrig stoler på andre, rykker vi os ikke ud af stedet.

Men Jesus giver os en måde at genkende falske profeter på, nemlig på frugterne. Ligesom man kan se på et træs frugter at det er et godt og sundt træ, og at de manglende frugter er et sygdomstegn, vil vi menneskers relation til Gud også give sig til kende i vores liv. Hvordan er vores lære og vores livsførelse? Og det er ikke kun Jesus der siger dette. Paulus bakker ham op i Romerbrevet, som vi læste fra før, når han skriver: Alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Når Guds ånd driver os, er vi Guds børn og Guds ånd vidner sammen med vores, om at vi er det. Vores forhold til Gud, efterlader sig spor i vores liv.

Men hvordan får vi så disse frugter? Det gør vi vel egentlig på samme måde som et træ kommer til at bære gode frugter. Hvis et træ skal bære frugt, kræver det, at det står i god jord, som det kan få næring fra. På samme måde får vores relation til Gud, betydning for os og hvordan vi lever vores liv. Derfor handler det om, at vi må stå i den direkte relation til Ham, så Han derigennem giver os det som vi har brug for. Denne direkte relation til Gud, får vi gennem troen på Jesus. Gennem ham møder vi Gud og Guds budskab til os. Og gennem ham, møder Gud os med den kærlighed og nåde som han ønsker at møde os med. Og det er det som Jesus her siger, vil vise sig i vores liv.

Og for at leve i troen på Jesus, har vi brug for at lære ham at kende. Vi skal høre bibelen beretninger om ham, vi skal møde ham gennem bøn og lovsang, og endelig møder vi ham også gennem andres vidnesbyrd om ham.

Jesus er Guds søn, sendt af ham til os. Derfor er han enestående. Han er den eneste der kan føre os til Gud. Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved, som Peter siger det. Derfor er der ikke andre steder vi kan gå hen og få det som Jesus kan give os, nemlig forbindelsen til Faderen. Og det er lige præcis dette forhold, der får Jesus til at tale med den store alvor som han gør, her i prædiketeksten. For vores relation til ham må ikke afbrydes. Derfor er det alvorligt, hvis vi bliver ført på vildspor, mens vi tror vi er på rette vej. Og hvor harmløst det en kan forekomme, hvis nogen blænder os, er det farligt, hvis det betyder at det ødelægger vores relation til Gud.

Men den store alvor der her er på spil, betyder samtidig at vi let kan blive skræmte af det som Jesus her siger. Men det skal vi ikke, derimod skal vi tage hans ord alvorligt. Først og fremmest skal vi huske på, at det er Jesus der her taler til os. Ham der ikke er en falsk profet, men ham der var villig til at ofre sig selv, for at føre os til Gud. Derfor ligger det ham, mere end noget andet på sinde, at ingen hindrer os i at være hos ham. Derfor skylder vi ham at følge hans vejledning. Derfor skal vi tage os i agt. Vi skal være opmærksomme på det budskab, som vi møder, når mennesker taler til os om Gud. Vi skal ikke være ukritiske, men holde det budskab som vi hører, op mod det budskab, som vi møder i bibelen. Og hvis der er noget der ikke stemmer, må vi tage afstand fra det. Hvis det ikke fører kærlighed til Gud og vores næste med sig, er der noget galt. Og så kan vi søge tilbage til kilden igen. Vi må tage den forfra, og vende tilbage til bibelens budskab til os, så vi ikke bliver ført vild, eller kommer til at gå vild, men kan hvile trygt i Guds omsorg for os.

Men samtidig må vi også have frimodighed til at leve vores liv, og lade andre være med til at opbygge vores tro. For Gud har ladet sit lys skinne ind i vores verden, og vi er kaldet til at være verdens lys. Så vi skal tage os i agt, men ikke gemme os selv væk, men derimod have tillid til at Gud vil lede os, fordi han netop er trådt ind i vores verden, for at vi kan høre ham til.

Og for at få denne alvor og årvågenhed ind i vores liv, kan vi bede med på den bøn, som salmisten lærer os i salme 139:

Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,

prøv mig, og kend mine tanker,

se efter, om jeg følger afgudsvej!

Led mig ad evigheds vej!

Amen