Lyt til prædikenen

Det nødvendige næste skridt
Jesu disciple befinder sig, i evangeliernes, midt i det som med god ret kan kalde deres livs guldalder. Udtrykket guldalder kan bruges til at beskrive en periode der fremstår som en storhedstid. En tid hvor der var optimisme og fremgang, og hvor der virkelig blev udrettet noget. En god tid, hvor det gik godt. Herhjemme bruges udtrykket i kunsten, om den første halvdel af 1800-tallet, hvor datidens malere hyldede naturen, familielivet og dagligdagen, ud fra tanken om den ideale folkekultur. Derfor fremstår malerierne fra guldalderen ofte meget idylliske, ligesom selve perioden også opfattes som en storhedstid. Vi kan også have en periode i vores eget liv, der står som en slags guldalder for os. En tid som vi husker tilbage på med et smil. Måske kan vi nikke genkendende til udsagn som: ”Da jeg var barn var isene virkelig store. Og det samme var snedriverne om vinteren” ”Børnene var friske og løb rundt og fik skræmmer på knæene, i stedet for at blive inde foran skærmen.” Eller måske er vores guldalder: ”Dengang hvor vi virkelig kom hinanden ved, og var der for hinanden. 

Disciplenes guldalder som de befinder sig midt i, skyldes slet og ret, at de er sammen med Jesus, og derfor befinder de sig midt i begivenhedernes centrum. De befinder sig på præcis det sted og det tidspunkt, som Gud har udvalgt til at besøge sit folk, gennem sin søn. De befinder sig ved kilden, og kan opleve Jesus fra tætteste hold. De er vidner til alt hvad Jesus gør, og han kan vejlede dem i hvordan de skal forholde sig til Gud og deres medmennesker. Han har åbnet en helt ny verden for dem, nemlig den virkelighed der har med Gud at gøre. Og det har han ikke bare gjort for dem, men for alle mennesker. Derfor handler deres guldalder ikke kun om dem, men om hele menneskehedens forhold til Gud. Det er altså så stort som det kan blive.

Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at disciplene ønsker at holde fast i deres nuværende situation. De har det godt sammen med Jesus, og de ønsker at blive ved med at være sammen med ham. Derfor er deres hjerter fulde af sorg, når Jesus taler om, at han skal gå bort fra dem, fordi det betyder at deres nuværende situation sammen med ham skal ændres. Og det ønsker de ikke. Det ligger dybt i os, at vi ønsker at holde fast i det gode som vi oplever. Barnet ønsker ikke, at den leg som det er opslugt i nogensinde skal ende. Og som barn er det også nærliggende at ønske, at man kan blive ved med at være i familiens trygge rammer. Eller hvis vi f.eks. oplever en fantastisk sommeraften med vores kære, kan vi ønske at den aldrig får ende. Denne trang til at forsøge at holde fast ved det gode, møder vi også hos Peter i beretningen om forklarelsen på bjerget, hvor han siger til Jesus: Det er godt at vi er her. Lad mig bygge tre hytter, én til dig, én til Elias og én til Moses. Herved forsøger han at holde fast i det særlige og gode øjeblik. Det er nærliggende, at forsøge at holde fast med næb og kløer i det man har, især når alternativet er noget mere usikkert, og måske endda også noget mere dystert. 

Men når nu Jesus ved hvilken sorg hans ord påfører disciplene, hvorfor holder han så ikke igen, og siger noget mere opmuntrende til dem? Eller hvorfor bliver han ikke hos dem, for ikke at såre dem? Fordi det er en illusion at tro, at vi kan fastholde øjeblikket. Vi kan ikke sætte tiden i stå. Den går videre, og derfor forandrer de involverede sig. Hvis børnene vælger, at blive boende med deres forældre i barndomshjemmet, når de er blevet voksne, betyder det ikke at de har fastholdt deres barndom, for familien har ændret sig i takt med tiden. De er ikke børn mere, men derimod voksne der stadig bor der hjemme hos far og mor. Og hvis man bliver ved med at hoppe rundt og lege om sommeren i shorts for at fastholde barndommens leg, vil ens krop fortælle én, at man i bund og bare er en gammel eller halvgammel mand der stadig leger, og at der derfor er en regning der skal betales. På samme måde måtte Peter også se i øjnene, at han ikke kunne blive ved med at fastholde øjeblikket med Elias og Moses, han måtte gå med ned fra bjerget igen sammen med Jesus. Og her må disciplene også indse, at de ikke kan blive ved med at fastholde deres guldalder sammen med Jesus. Tiden er inde til at de næste skridt skal tages. Derfor forbereder Jesus dem her på den virkelighed som de må gå i møde, i stedet for at bilde dem noget ind der ikke passer.

Jesus kom til vores verden for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det står i det vers der bliver kaldt den lille bibel, fordi det beskriver det som hele bibelen handler om: Gud elsker os, og gennem hans søns død og opstandelse, kan vi få evigt liv med ham. Jesu fødsel var det første skridt i denne plan, og nu er tiden inde til at den skal føres helt ud i livet. Derfor måtte det blive påske. Og som det fremgår af den lille bibel, skal hele verden også have mulighed for at tro på ham. Og derfor må Helligånden/talsmanden, også komme til disciplene, for at udruste dem til at fortælle budskabet om Jesus. Derfor kan øjeblikket mellem Jesus og disciplene ikke fastholdes til evig tid, nej Guds store plan skal føres helt ud i livet, for at den kan nå ud til hele verden, og frem til os i dag. Hvad kan Helligånden så som Jesus ikke kan? Jo, den kan være over hele verden, samtidig. Den kan være hos alle der møder evangeliet. Jesus var med sine disciple i Galilæa og Judæa, men Helligåndens komme varsler at troen på Jesus skal nå ud til alle folkeslag, hvorved vi også kan få mulighed for at tro på ham og høre ham til. Guds kærlighed er ikke for de få, men for hele verden. Derfor siger Jesus også her, at det er verden som Helligånden skal overbevise om den virkelighed som Jesus har givet os gennem sin død og opstandelse. Derfor har vi brug for at talsmanden kommer til os. Og den er også hos os i dag i Herlev, når vi samles til gudstjeneste.

Og hvad er det så som Helligånden kommer med til os? Jo, den kommer med Jesus. ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.” Helligånden er ikke en overbygning til Jesus, som præsenterer de lidt dybere tanker, til de let øvede. Nej, den forkynder Jesus. Den kan åbne vores øjne, og overbevise os om hvor fantastisk alt det som Jesus har gjort. De er forbundet og en del af den samme plan. Det som Jesus altså her indvier os i, er at evangeliet ikke handler om, at Gud sendte ham til vores verden, kun for at skabe en guldalder for dem der var så heldige at møde ham. En sådan guldalder ville være fantastisk for dem der mødte ham og en inspiration og opmuntring for kommende generationer, men den ville også få os til at hænge fast i fortiden. Og det er ikke det som Gud ønsker af os. 

Så derimod handler evangeliet om, at Jesus kom ind i vores verden for at være hos os og dele den med os. Så han kan være en del af det der er vores, og vi kan være en del af det der er hans. Derfor kan være hos os, både når det går os godt og vi glæder os over livet, og når det går dårligt og vi føler at solen ikke skinner på os. Derfor skal vi heller ikke hænge fast i fortiden, dengang det hele var meget bedre. Men vi kan holde fokus på vores nutid og vores fremtid sammen med Gud. Og vi kan stole på at vi kan gå den i møde under hans vejledning og omsorg. Og vi kan se frem mod en guldalder med ham foran os. Gud har ført sin plan igennem indtil i dag, og vi kan stole på at han vil føre den helt til ende hos ham, gennem sin søn Jesus. Det er det som Helligånden skal overbevise os om og holde os fast ved.

Amen