Lyt til prædikenen

På rette tid og sted

Kender I det, at man kan længes efter at være på rette tid og sted? Det er en trang som vi kan opleve på mange forskellige tidspunkter i vores liv, og i mange forskellige sammenhænge. Den kan handle om at være heldig og blive begunstiget, eller den kan handle om at være tilstede der hvor de vigtige begivenheder sker. Denne trang dukker nok oftest op, hvis vi føler at vi aldrig er på rette tid og sted. Hvis man føler, at alt det spændende sker der hvor man ikke er, er det nærliggende at længes efter at være der hvor det hele sker, midt i begivenhedernes centrum.   

Denne længsel kan vi også opleve, når det handler om vores forhold Gud. Udsagnet: Øjne, I var lykkelige, I, som så Guds Søn på jord, som vi synger i første vers af en af salmebogens salmer, sætter ord på tanken om hvor fantastisk det ville være hvis vi havde været der selv. Det er nærliggende at tænke, at hvis vi bare havde været med, da Jesus gik rundt her på jorden, så ville det helle være meget nemmere for os. Så kunne vi opleve alt det han gjorde og sagde, på tætteste hold. Og disse indtryk ville være printet ind i os resten af livet, så det ville være lettere for os, at tro på ham. Eller vi kan længes efter, at Gud på en eller anden måde vil vise sig for os midt i vores hverdag og give os et tegn, som kan være med til at løfte vores tro.  Denne længsel møder vi dog også hos de mennesker der levede samtidig med Jesus. Folk kommer til ham og beder om et tegn, og disciplen Thomas vil selv se naglemærkerne, for at tro på den opstandne. 

De to, af Jesu disciple, som vi her i dagens prædiketekst møder på vandringen til Emmaus, er ved at være i Jerusalem under påskens begivenheder, så heldige at være på rette tid og sted. Ja, de er faktisk så tæt på at være på rette tid og sted, som man næsten kan være. De har selv oplevet påskens begivenheder på tætteste hold, på nær opstandelsen, men vidnesbyrdet om den har de fået direkte fra kvinderne, der kom ud til den tomme grav. Derfor har de alle forudsætninger for at forstå og tro på det der skete i påsken. Problemet er bare, at det gør de ikke. De er bedrøvede i stedet for at være fyldt af den overstrømmende glæde, som opstandelsesbudskabet burde fylde dem med. De havde håbet, at det var Jesus der skulle forløse Israel, men deres håb var bristet ved påskens begivenheder. De tror ikke på at Jesus er opstået, derfor er den virkelighed som er opstået som resultatet af Jesu opstandelse, ikke blevet deres virkelighed. Jesu opstandelse skal altså modtages i tro. Vi skal tage den til os. Den skal blive en del af os, og en del af den måde som vi ser på verden på, for at vi kan få gavn og glæde af den. Vi skal leve i opstandelsens virkelighed. Og det var ikke sket for de to disciple som vi her møder. Derfor befinder de sig stadig i deres fortvivlelse. 

Men så sker der det fantastiske for dem, at Jesus selv slår følge med dem på deres vandring. Ham som det hele handler om, er nu hos dem. Dermed kan Jesus selv fortælle dem hvordan påskens begivenheder virkelig hænger sammen. Han kan forklare dem hvordan det der ligner nederlag og afmagt, i virkeligheden er sejr og triumf. Han kan vise sig for dem som den opstandne, og dermed fjerne al deres tvivl. Bolden ligger så at sige lige til højrebenet for ham. For at bruge en fodboldmetafor. Men han sparker den ikke i kassen. Jesus siger ikke ”det er mig” og giver sig til kende for dem. Hvorfor gør han ikke det, når det nu er så oplagt? Ja, vi kan vel ikke være sikre på hvorfor Jesus gør som han gør, men ud fra beretningens forløb, ser det ud til at han vil give dem tiden til selv at forstå det, gennem hans udlægning af skrifterne. Og det ser også umiddelbart ud til at lykkes. I hvert fald siger de efterfølgende til hinanden: Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os? 

Dette, med at stå uforstående overfor hvordan Gud handler, kan vi også nikke genkendende til i vores eget liv. Vi kan spørge: hvorfor giver du dig ikke tilkende her hvor der ser ud til at være en stor mulighed for omvendelse og tro? Eller vi kan undre os over hvorfor Gud, der med sin magt, så let som ingen ting, kan skabe en forandring i mennesker liv, ikke gør det og griber ind? Vi får ikke altid svar på disse spørgsmål. Men det kan netop skyldes, at Gud vil give os tid til at modnes, så vi selv kan forstå vores relation til ham og selv tilegne os erfaringen af hvad han har gjort for os. Og ofte kan vi, når vi ser tilbage, se at han mødte os der i vores liv, hvor vi var klar til at møde ham, fordi Gud kan lede os på en måde der overgår vores forstand. Vi er i den store fortællers hånd. Ham der kan fortælle vores historie på den helt rigtige måde, også der hvor vi ikke selv i situationen kan gennemskue sammenhængen. 

Og hvad er det så at Jesus gør, når han vil forklare de to disciple hvordan påskens begivenheder hænger sammen? Jo, han udlægger skrifterne for dem, fordi de vidner om ham. De hellige skrifter som de var opvokset med og fortrolige med, var det der skulle til for at åbne Jesus og påskens begivenheder for dem. Jesus er ikke kommet ud til os ud af det blå. Han er sendt af Abraham, Isak og Jakobs Gud, hvilket han lovede at gøre gennem profeterne. Jesus er en del af den relation som Gud har haft gennem deres fædre. Derfor findes svarene om hvad der skulle ske med Jesus også i det gamle testamente. Han er svaret på de løfter som Gud har givet fædrene. Derfor skulle disciplene ikke lære noget nyt, men have forklaret det velkendte. 

Den samme mulighed har vi også fået. Vi har fået både det gamle testamente og det nye testamente, til at vise os hvordan Gud har mødt os gennem sin søn. Bibelen vidner om Jesus, og det som han har gjort for os. Derfor er vi ikke efterladt alene for os selv. Vi har fået det der skal til, for at vi kan møde Guds udstrakte hånd til os, og tro på Jesus. Derfor skal vi igen og igen læse bibelens beretninger, for derigennem blive fortrolig med dens vidnesbyrd. Vi skal tage imod det værktøj som Gud har givet os. Vi skal læse den. Vi skal samles om den, og tale om den, som vi gør her i kirken. 

Sagen er nemlig at alt er givet os på rette tid og sted.

Jesus var på rette tid og sted. På rette sted fordi han kom til den verden som har brug for ham. Han blev født på vores jord for at bringe Guds rige til os. Og han var i Jerusalem i påsken, fordi det var der han skulle udføre sin opgave ved at gå i døden, for at det kunne blive påskemorgen, også for os. Og han kom til os på det rette tidspunkt, der hvor hans time var kommet, hvor faderen havde beslutte at han ville gribe ind. Dette tid og sted, påsken i Jerusalem, har afgørende betydning for hvordan vi kan se på os selv i forhold til Gud. Det er det der er vores lys og vores håb. 

Og derfor befinder vi os, også nu på rette tid og sted. På rette sted, fordi vi befinder os på den jord, som Gud elskede så højt at han sendte sin søn til den, for at vinde sin sejr over døden, påskemorgen. Og vi er her i rette tid ligesom Emmausvandrerne, fordi det har været påske og påskemorgen, hvor Gud greb ind, og fordi dette budskab er blevet givet videre til os, gennem bibelens vidnesbyrd. Derfor kan vi hvornår det skal være komme til ham i tro, og glæde os over den sejr han vandt for os. 

Og derfor er det, at Jesus også kan slå følge med os på vores livsvandring. Han kan, både når vi er samlet her i kirken og midt i vores hverdag, møde os. Og han kan få vore hjerter til at brænde i os, når han åbner skrifterne for os. Må han gøre lige præcis dette for os, så vi kommer til at leve i opstandelsens virkelighed. Så vi glæder os over at han stod op af graven påskemorgen, og dermed overvandt døden, så vi kan leve vores liv med ham, både nu og senere.

Amen