Lyt til prædikenen

At plage sig til barmhjertighed

Bibelen lærer os, at Jesus er det største og stærkeste udtryk af Guds kærlighed til os. Han er Guds lys der bliver tændt i vores mørke, han er Guds udstrakte hånd mod os. Derfor har vi Gudstjenester i kirkerne søndag efter søndag, hvor vi kan samles om beretningerne om ham. Her kan vi høre om hvordan han helbreder de syge og giver håb til dem som alle andre har forkastet. Vi kan høre hans undervisning om Gud og vores forhold til ham og hinanden. Og vi kan fordybe os i påskens beretninger om hvordan han ofrede sig af kærlighed til os, og giver os håb gennem sin opstandelse. Vi har brug for igen og igen at høre budskabet om Jesus, fordi vi derigennem lærer ham at kende og får tillid til ham, og fordi vi har brug for den kærlighed, omsorg og tilgivelse, som kun han give os.

Men i dag står vi med en beretning, som umiddelbart forstyrrer det indtryk som vi ellers har fået af Jesus. Der kommer en kvinde til ham, der desperat har brug for hans hjælp. Denne del af beretningen er der ikke noget usædvanligt ved, når vi har med Jesus at gøre. Vi ser gang på gang hvordan mennesker søger hans hjælp, fordi de tror på, at han er den der kan hjælpe dem. Det der derimod er usædvanligt er at Jesus afviser hende. Han svarede hende ikke et ord, på hendes råb om hjælp, og på disciplenes opfordring afviser han hende, ved at sige ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«. Hvorfor sætter Jesus ikke her sine disciple på plads, som vi så ofte ser ham gøre det, når de har misforstået det hele? Hvorfor afviser han en kvinde i nød? Hvorfor er han uhøflig?

En årsag til at Jesus her handler som han gør, kan måske findes i oplysningen om, at Jesus befinder sig i områderne omkring Tyrus og Sidon, hvilket er hedningeområde. Jesus befinder sig så at sige på udebane, fordi han plejer at være i Galilæa for at tale til Jøderne. Måske afviser han hende fordi tiden endnu ikke er kommet til at Gud skulle række ud mod hedningerne? Eller måske fordi en jødisk mand ikke talte med en Kanaanæisk kvinde, og at kvinden derfor med sin henvendelse satte ham i forlegenhed. En anden grund til hans afvisning kunne også være, at han ønskede at sætte hende på prøve. Hver enkelt at disse forklaringer, kan umiddelbart være gode grunde til at Jesus vælger at afvise kvinden, men det ændrer alligevel ikke ved, at vi andre steder møder Jesus som den der gør det modsatte af hvad omgivelserne forventer af ham. Vi kender ham der viser barmhjertighed og baner en ny vej, hvor der ikke var nogen vej før. Derfor kan det ryste os noget, her at møde Jesus så kold og afvisende.

Alligevel har vi god grund til at søge både vejledning og trøst i denne beretning. Det kan vi, fordi vi for det første, af og til kan genkende den situation som kvinden befinder sig i, i mødet med Jesus, fra vores eget liv. Følelsen af, at blive afvist og forladt, af Gud der er dén der virkelig kan hjælpe os, efterlader os i en endnu større fortvivlelse end vi var i, i forvejen. Når vi i desperation råber vores nød til ham, men ikke oplever at få noget svar tilbage, bliver vi let fyldt af mismod og fortvivlelse. Vi kan tænke at Gud måske har travlt et andet sted, og at der måske er nogen der er vigtigere end mig. Måske sætter han mig på en prøve? Eller også hører han mig bare ikke? Det er et vilkår for os at livet som kristen går op og ned, og at vi til tider oplever Guds nærvær stærkt, mens vi til andre tider kan oplever ham som fraværende. Det hører med til livet som kristen, at der også er troskampe der skal kæmpes, hvor mismodet og fortvivlelsen lurer lige om hjørnet.

Men kvinden her viser os en anden vej, end at lade os blive overmandet af fortvivlelsen og opgive alt håb. Hun udviser en stor vedholdenhed og kaster sig ud i en diskussion med Jesus, hvor hun forsøger at overbevise ham om, at han skal gribe ind og hjælpe hende, på trods af hans første afvisning. Hun deler sin fortvivlelse med ham, og appellerer til hans barmhjertighed. Det med at dele sin fortvivlelse med Gud, og blive ved med at klage sin nød til ham, kender vi også fra salmerne bog, hvor salmisten kan skrive: hvorfor går det går godt for mine fjender mens jeg lider, hvor er du Gud? Hvor længe skal der gå før du griber ind? Det samme gør sig også gældende i Salme 42, som vi før hørte fra, hvor salmisten skriver: Tårer er blevet mit brød dag og nat, når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud? Disse eksempler skal være forbilleder for os, der giver os mod til også at dele vores egen fortvivlelse med Gud. I vores forhold til Gud behøver vi ikke bare rette ind og tage livet som det kommer, vi må dele det hele med Ham. Vi kan takke og prise ham for alt det gode vi oplever i vores liv, og vi må råbe vores fortvivlelse ud til ham, som den Kanaanæiske kvinde gør her, når det er den vi oplever. Det må vi gøre, fordi han har givet os løfter om at han vil høre os, og vi kan gøre det ud fra overbevisningen om Gud er den der både kan og vil hjælpe os. Det er denne overbevisning som den kanaanæiske kvinde viser når hun siger ”Forbarm dig over mig, Herre Davids søn.”

Det kan virke paradoksalt, at Jesus her efterfølgende siger til kvinden, at hendes tro er stor, selvom det er afmagt og fortvivlelse, der ligger bag hendes udråb til Jesus. Men det at man også deler sin fortvivlelse og desperation med Gud, er jo netop, på en lidt pudsig måde, et udtryk for tro og tillid, fordi man opsøger den som man tror på kan hjælpe én. Man hører også ofte forældre sige til deres børn: ”Husk at du kan sige alt til mig.” Dermed siger man: du kan stole på mig, fortæl mig hvad problemet er, så løser vi det sammen. Hvis det eneste man hører fra sit barn er, at det går godt, men at man så opdager, at der er noget som han eller hun skjuler, ved man at der er en afstand og en manglende tillid, mellem én selv og sit barn. Det samme gør sig gældende i vores forhold til Gud. Vi viser tillid ved ikke bare at være sådan som vi tror, at han ønsker at vi skal være, men ved at dele med Ham, hvem vi er og hvordan vi har det.

Det er det som kvinden her gør ved at insistere på Jesu indgriben, og samtidig sker der så det sjældne at hun vinder diskussionen med Jesus. Når hun siger ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” siger hun: Jeg tager ikke noget fra nogen hvis du hjælper mig. Du er så stor, at helbredelsen af min datter vil være smulerne fra bordet, hvilket Jesus giver hende ret i ved at følge hendes opfordring. Og dermed viser hun os, at Jesus kan bevæges. Hendes tillid til ham, får ham til at hjælpe hende. Gud er ikke ubevægelig, men derimod barmhjertig. Når vi derfor inviteres til at leve vores liv i troen på ham, handler det ikke om at vi bare skal rette ind og høre hvad han siger. Han lytter også til os og bekymrer sig om det der ligger os på sinde. Derfor kan vi lære af kvinden her, ved også at være insisterende over for Gud.

Her til sidst vil jeg sige lidt om pinlighed. For sagen er jo at den kanaanæiske kvinde er pinlig med sin insisterende plage over for Jesus. Det ved Jesu disciple, derfor beder de Jesus om at gøre noget. Med sit råb og ved overhovedet at kontakte Jesus, bryder hun de sociale spilleregler der var på den tid. Vi kender også i dag til sociale spilleregler, der kan hjælpe os til hvordan vi skal være over for hinanden. Sådanne spilleregler er gode og giver os tryghed, fordi vi på grund af dem ved hvad vi skal gøre, når vi står i en bestemt situation. Dermed undgår vi ofte pinlige situationer. Men disse sociale spilleregler kan også nogle gange være med til at låse os, i vores relation til hinanden, fordi frygten for at skille sig ud og blive pinlig, gør at vi ikke tør være ærlige og fortælle hvordan vi virkelig har det. Vi kan lære af kvinden, at turde være pinlig, fordi det kan være det der skal til, for at bringe os tættere på hinanden. For hende betød det, at Jesus kom til at kende til hendes problem, og dermed i sidste ende kunne hjælpe hende.

Og når nogen er pinlig over for os og overskrider den måde som vi normalt omgås hinanden på, kan vi lære af Jesus. Han formår at rumme det der her er pinligt og fremmed, og han lytter til kvinden. Han ser hendes tro og hendes behov, bag det som de andre forarges over. Det er denne mildhed og barmhjertighed som vi kender Jesus for. Han gir en ny chance til dem som andre ikke giver en chance og til dem som ellers har forspildt deres chance. Må hans mildhed og rummelighed blive vores forbillede, så vi også ser mennesket bag, og ikke kun holder øje med om de andre overholder de sociale spilleregler. Må vi også kunne vise barmhjertighed og give de andre en chance til, også der hvor de har trådt ved siden af og såret os.

Amen