Prædiken til 3. s.e. trinitatis, 28.06.20

Udgivet af Joakim Hansen, man d. 29. jun 2020, kl. 12:31
Nyheder

Lyt til prædikenen


Lukasevangeliet 15,11-32

»En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

 

Lad os bede!

Hellige, ufatteligt store Gud, Du, vor far. Tak for den måde Du er vores far på. Hjælp os til at ophøre med at såre og krænke Dig, og i stedet give Dig lov til at favne os, og så feste over Din godhed mod os forskellige mennesker, så Dit sind fører os sammen i fællesskab med Dig ved Din søn, Jesus Kristus, vor Herre. Amen

 

Gud er vores elskende far

Det er et grundlæggende livsvilkår for os mennesker, at det er vores opgave og leve vores eget liv, og træffe de valg som livet giver os. Selve livet er så at sige en gave vi har fået, og en opgave som vi er kastet ud i. Det, at vi lever, har vi ikke selv haft nogen indflydelse på, men det at skulle håndtere livet, er vores opgave. Til at begynde med har vi brug for hjælp til at komme godt i gang, senere skal vi stå på egne ben og selv træffe beslutningerne. Vi må uddanne os, eller på anden måde få nogle værktøjer, der gør at vi kan klare os på livets videre vandring. Senere i livet, som medarbejdere, er det fornuftigt at videreuddanne sig og være omstillingsparate, når verden og kravene ændrer sig omkring os. Og firmaerne skal være fremtidssikrede, så de ikke pludselig står med en forældet teknologi og ikke kan klare sig i en hård international konkurrence. Og aktuelt her under Coronavirussen, er vores fælles udfordring, at vi skal holde afstand til hinanden, så virussen ikke spreder sig. Hele livet igennem, og inden for alle livets områder, møder vi mange forskellige udfordringer som vi skal håndtere og leve op til.

 

Det, at livet indeholder udfordringer, er med til at gøre det spændende og interessant. Og ved at vi håndterer de udfordringer vi møder og dér træffer vores egne valg, sætter vi samtidig vores personlige aftryk på vores liv. Når vi beslutter enten at gå den ene eller den anden vej, former vi vores liv og giver det vores kendetegn. Det, at det betyder noget hvad vi gør, er med til at give vores liv værdi. Vi har et ansvar, og vi skal håndtere dette ansvar.

 

Men samtidig kan det også være et pres, at skulle leve livet og foretage sine valg i forbindelse med det, fordi vi kan føle at vi bliver vurderet, og vi kan være bange for om vi kan leve op til omverdenens krav.  Når vi f.eks. i denne tid, står nede i supermarkedet kan vi skele til de andre, for at se om de bruger handsker, og overveje om vi derfor også skal gøre det, eller om det er nok at spritte hænderne af, og vi sørger for at holde god afstand, så de andre ikke synes at vi handler uansvarligt. Og på et lidt mere overordnet plan kan vi indimellem selv overveje om vi har brugt vores liv godt nok.  Måske kan vi endda støde på mennesker, der mener at vi kunne have brugt det bedre. Og så sker der det, at alle de muligheder som livet giver os, pludselig bliver en byrde, fordi vi ikke føler at vi kan leve op til de krav der stilles til os.

 

Som sagt kan i dag møde omverdenens krav, mange forskellige steder. Men det er ikke et nyt fænomen, at vi kan opleve at verden omkring os, stiller krav til os, og har forventninger til hvordan vi skal leve vores liv. Det samme var tilfældet på Jesu tid. I begyndelsen af kapitel 15 i Lukasevangeliet, kan vi læse: at alle toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus, for at høre hans budskab, og at det, at Jesus er sammen med disse mennesker, fremkalder en voldsom reaktion hos dem der bliver kaldt farisæerne og de skriftkloge. De bliver sure på Jesus og siger: Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem. Disse sætninger viser os altså to ting om farisæerne og de skriftkloges syn på verden. For det første, er der her nogle mennesker som de helt har opgivet. På den ene side, Tolderne der arbejdede for besættelsesmagten, og derfor opkrævede deres penge, og samtidig havde ry for at lægge noget til side til sig selv, og på den anden side dem der ikke levede op til de krav farisæerne og de skriftkloge selv havde til hvordan man skulle begå sig i samfundet. Dem ville de ikke have noget med at gøre. Og dernæst viser deres reaktion tydeligt, at de mener, at Jesus afslører sin egen manglende karakter og manglende dømmekraft, ved at være sammen med disse mennesker. De mener altså at både Jesus og dem som han er sammen med, har håndteret deres liv forkert og havde truffet de forkerte valgt. De havde nogle meget klare krav, som de andre ikke kunne leve op til.

 

Den foragt over for deres medmennesker, som farisæerne og de skriftkloge udviser, får Jesus til at fortælle tre lignelser om at Gud ønsker at have med os at gøre. Den sidste af disse lignelser, er den som vi lige har hørt, lignelsen om den fortabte søn. Her møder vi den yngste søn, der er én der ikke bare lader stå til, men tager et aktivt valg i forhold til at få det bedste ud af livet. Han ville have sin arv udbetalt, så han kunne bruge den og få gavn af den med det samme. Og faderen går med på hans forslag, men dårlige valg og uheldige omstændigheder bevirker, at han pludselig finder sig selv, fattig, sulten og ensom i et fremmed land langt borte. Han beslutter derfor at bide sin skam i sig og vende hjem til sin far. Ikke som søn, men som en løst ansat arbejder. Og på vej hjem. Hører vi om hvordan han øver sig på hvordan han skal takle sin ydmygende hjemkomst, efter han tog afsted med store armbevægelser. Men faderens reaktion er ikke vrede, men derimod glæde. Han får tidligt øje på ham og løber ham i møde, kysser og krammer ham og går direkte hjem og holder fest. Grunden til at faderen får øje på sønnen mens han endnu er langt borte må være fordi han har gået og holdt øje med om han skulle komme hjem igen, fordi det var det han ønskede mere end noget andet. Denne reaktion fra faderen, har ikke noget at gøre med hvordan sønnen har handlet over for sin far. Den har heller ikke noget at gøre med, at han har klaret livet i udlandet godt. Det har han ikke. Nej, den skyldes slet og ret, at han er hans søn, som er vendt hjem igen.

 

Det er altså sådan at Jesus beskriver Gud for os. Som en far der elsker os, og ønsker af hele sit hjerte at være sammen med os. Derfor bliver vi modtaget hos ham, og kan slappe af og hvile ud dér, også selvom tingene er kørt skævt for os, og vi ikke har levet op til vores egne og omgivelsernes krav. Det er på grund af denne kærlighed, at der stadig var en chance for tolderne og synderne, som de andre havde opgivet. Det tydeliggjorde Jesus gennem sit samvær og fælleskab med dem. De kunne være sammen med Jesus uden at blive fordømt. Dette budskab om Guds kærlighed, modtagelse og tilgivelse, er også et særdeles aktuelt og opmuntrende budskab til os i dag, i en verden hvor kravene er mange og hvor de vurderende blikke også kan være det. Her får vi et budskab om. at vi har et hjem hos Gud, hvor vi bliver modtaget med glæde og begejstring. Det er budskab som både er glædeligt og opmuntrende, og som kan give os håb. Et budskab som vi kan tage imod og tage med os gennem livet. Gud elsker os, og ønsker af hele sit hjerte at være sammen med os.

 

Og så er der jo også lige et aspekt til ved denne historie. Netop det, at faderen også rummer den selvretfærdige og selv tilstrækkelige storebror. Også han får en chance til. Han er bevidst om at han har tjent sin fader som han skulle, og at der virkelig ikke er en finger at sætte på hans opførsel. Derfor ser han sig i sin gode ret til at vurdere og kritisere sin bror. Ham gør faderen opmærksom på hvad han har fået af ham, så han også får muligheden for at glæde sig og træde ud af sin egen forsmåede isolation. Og han opfordrer ham til at glæde sig, og vise mildhed over for sin bror.

 

Ved at fortælle den historie, viser Jesus os altså, at vi møder tilgivelse og barmhjertighed hos Gud, fordi han elsker os. Derfor kan vi trygt holde os til ham. Og vi møder også den samme tilgivelse og barmhjertighed, når vi er selvtilstrækkelige og fordømmende og ikke mener at vi har brug for Gud og andre mennesker. Og endelig får vi en opfordring til ikke at dømme hinanden får hårdt, men også møde hinanden med den tilgivelse, kærlighed og barmhjertighed, som vi selv er blevet mødt med.

Amen

Ophavsret: